Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Amsterdam, 24/01/2026 - 10:36

Luftfartsselskab undgår store dele af luftrum i Mellemøsten

På grund af "stigende spændinger" undgår KLM store dele af Mellemøstens luftrum og indstiller fly til Qatar.

Michel Van Bergen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Luftfartsselskabet KLM vil på ubestemt tid undgå at flyve over store dele af Mellemøsten.

Det oplyser den hollandske del af luftfartsgruppen Air France KLM lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Årsagen er ifølge selskabet "stigende spændinger" i regionen, men KLM uddyber ikke beslutningen yderligere, skriver Reuters.

KLM vil som følge af beslutningen ikke flyve gennem Iran, Irak og Israels luftrum samt flere lande i Golfregionen.

Det fortæller en KLM-talsperson til nyhedsbureauet uden at nævne de konkrete Golfstater, det drejer sig om.

Talspersonen kalder tiltaget "en sikkerhedsforanstaltning på grund af den geopolitiske situation".

Derudover indstilles flyvninger til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater, Riyadh og Dammam i Saudi-Arabien og Tel Aviv i Israel.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, sagde torsdag, at USA har sendt en massiv flåde afsted mod Iran.

- Vi holder øje med Iran. Som I ved, har vi mange skibe på vej i den retning - bare for en sikkerheds skyld. Vi har en stor styrke på vej mod Iran.

- Jeg vil helst ikke se, at der sker noget, men vi holder meget nøje øje med dem, siger Trump til journalister om bord på præsidentflyet Air Force One, da han flyver hjem fra World Economic Forum i Davos, Schweiz.

Trump har flere gange truet med at gribe militært ind i Iran på grund af landets nedkæmpelse af landsdækkende protester mod Irans præstestyre.

I sidste uge trak Trump dog lidt i land på truslerne, efter at Iran ifølge Det Hvide Hus havde sat en stopper for planlagte henrettelser af demonstranter, som var blevet tilbageholdt.

Formanden for Irans parlament, Mohammad Baqer Qalibaf, har tidligere advaret om, at Iran vil betragte Israel og amerikanske militærbaser i regionen som "legitime mål", hvis USA angriber.

Ifølge menneskerettighedsgruppen HRANA, der holder til i USA, er over 26.000 mennesker blevet anholdt i forbindelse med protesterne, som tog til i begyndelsen af det nye år.

Gruppen sagde desuden fredag, at 5002 personer indtil videre er blevet bekræftet dræbt i forbindelse med demonstrationerne, hvor de iranske sikkerhedsstyrker er blevet anklaget for at skyde mod fredelige demonstranter.

Selv sagde de iranske myndigheder onsdag, at 3117 mennesker er blevet dræbt.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek