Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/12/2024 - 09:00

Ægteskaber itu: Danske stjerner skilt i 2024

I løbet af 2024 meddelte en række kendispar, at ægteskabet var forbi. Blandt andre lod popstjernen Mads Langer og Julie Lillelund sig skille.

ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

I løbet af det forgangne år bristede ægteskabet hos en række nu tidligere kendispar.

Efter fem års ægteskab meddelte popstjernen Mads Langer i sommer, at han og hustruen Julie Lillelund var blevet skilt.

- Vi vil naturligvis altid være forbundet som familie og som forældre. Jeg ser tilbage på vores tid sammen med stor taknemmelighed og kærlighed, skrev den 40-årige stjerne i en story - et tidsbegrænset klip - på det sociale medie Instagram.

Mads Langer og Julie Lillelund mødte hinanden gennem fælles venner og blev kærester i 2016. I 2017 friede Mads Langer til sin 11 år yngre kæreste, og parret blev gift to år senere.

I 2021 blev de forældre til en lille pige.

D-A-D-forsangeren Jesper Binzer og hans nu tidligere hustru Louise Giese nåede at være sammen i 24 år, hvoraf de 14 år var som ægtefolk. Sammen har de en søn.

I oktober fortalte Jesper Binzer til Ekstra Bladet, at forholdet var forbi.

- Flammen, der altid havde været der, slukkede. Det var stålgråt. Blomsterne var væk. Jeg har for meget ild i røven til et 24 år gammelt parforhold, sagde rockstjernen til mediet.

I samme ombæring afslørede den 59-årige musiker, at han havde fundet sig en ny kæreste, nemlig kunstneren Anika Lori.

40-årige Phillip Faber mødte operainstruktøren Selma Mongelard Faber for omkring ni år siden, da de var kolleger på DR.

Sammen har de sønnen August på seks år, og i 2023 blev de også forældre til sønnen Sebastian.

I december bekræftede den folkekære komponist, pianist og tv-vært over for Billed-Bladet, at de var blevet skilt.

- Vi vil altid være forbundet som forældre og familie og beder om ro til at finde os til rette i den nye situation, sagde han til ugebladet.

Komiker og tv-vært Jonatan Spang og Louise Ryberg sagde "ja" til hinanden i 2020, og et år senere kom deres datter til verden. Men efter fire år som mand og kone, besluttede de at gå hver til sit.

Det oplyste Jonatan Spang gennem sin manager til Ekstra Bladet i september.

Det var ikke kun på tv- og musikfronten, at ægteskaber er gået itu.

I maj bekræftede skuespiller og filminstruktør Anne-Grethe Bjarup Riis over for Se og Hør, at hun og produceren Bo Riis var gået fra hinanden.

- Det er sørgeligt. Det kunne ikke være anderledes. Men jeg har det godt. Vi og børnene har det godt. Og vi kan sagtens tale sammen, sagde den 59-årige skuespiller og filminstruktør til ugebladet.

Anne-Grethe Bjarup Riis har tidligere åbenhjertigt fortalt i et stort interview med Alt for damerne, at de tidligere har været ved at gå fra hinanden, da deres dengang otteårige søn i 2015 blev alvorligt syg af kræft.

Sammen har de også en fælles datter.

Iværksætter og tidligere tv-vært Andrea Elisabeth Rudolph og håndboldekspert på TV 2 Claus Møller Jakobsen nåede at være sammen i 11 år - otte af dem som mand og kone - inden de i juni meddelte, at deres ægteskab var slut. Det skete i et opslag på Instagram.

Et halvt år senere fortalte den tidligere håndboldspiller, at selv om en skilsmisse aldrig er sjov, har de været gode til at håndtere den.

- Nu glæder vi os til, at vi skal holde jul sammen lige om lidt. Så det synes jeg, at vi har været fine og dygtige til at klare, fortalte Claus Møller Jakobsen.

Sammen har det tidligere kendispar to sønner, og derudover består familien af Andrea Elisabeth Rudolphs datter fra et tidligere forhold og Claus Møller Jakobsens to børn fra sit første ægteskab.

I flere tv-programmer, herunder "Janni og Karsten", kunne seerne få et indblik i dagligdagen hos den 54-årige mediepersonlighed Janni Ree og den 79-årige rigmand Karsten Ree.

Men i august bekræftede Janni Ree over for Ekstra Bladet, at kendisparret var gået hver til sit.

- Det skete præcis 9. juli, hvor jeg giver ham et brev, hvor jeg fortæller ham, at jeg gerne vil skilles, og at han skal sætte mig fri, sagde Janni Ree til mediet.

Over for Se og Hør bekræftede Karsten Rees lejr, at rigmanden havde søgt om skilsmisse.

Det skete efter 11 års forhold, hvoraf 9 af dem var som mand og kone.

Siden da har de begge fundet kærligheden på ny. Janni Ree har flere gange vist sig offentligt med sin nye kæreste, advokaten Jeppe Stokholm, mens Karsten Ree i november bekræftede, at han havde fundet sammen med ekskæresten Gitte Peters, som er billedkunstner.

Livsstilsekspert og mediepersonlighed Flemming Møldrup og iværksætteren Rikke Rasmussen blev gift i 2019. Men fem år senere fortalte DR-kendissen, at de var blevet skilt - og at det efterhånden var et stykke tid siden.

- Alt er godt. Fortsat god sommer til jer alle sammen, skrev han på Instagram i juli og tilføjede, at han ikke havde yderligere kommentarer til bruddet.

I samme måned bekræftede Andreas Nyholm, der er vejrvært på TV 2, at han og hans nu tidligere hustru, sygeplejersken Cecilie Anna Thornval, var blevet skilt.

- Vi har haft det svært i et års tid og tog beslutningen for nogle måneder siden. Vi har kæmpet for det. Men nogle gange må man tage en beslutning, når tingene ikke fungerer, sagde han til Billed-Bladet.

Parret var sammen i lidt mere end ti år og var gift i seks af dem. Sammen har de to børn.

På TV 2 kom Årgang 0-seerne på fornavn med Stephanie Siguenza og senere kæresten Jeff Henckel.

Parret sagde "ja" til hinanden i februar 2022. Men i august meddelte den 24-årige sygeplejerskestuderende, at de ikke længere dannede par.

- Vi ønsker kun hinanden det bedste, og hvem ved, hvad fremtiden bringer. Om det er sammen eller hver for sig, så vil vi altid have hinanden, skrev hun i et opslag på Instagram, hvor hun havde tagget sin nu tidligere ægtemand.

"Årgang 0" fulgte Stephanie Siguenza og flere andre børn, som kom til verden i 2000, og deres familier. Programmet kørte fra 2001 til 2019.

/ritzau/

Los Gatos, 17/07/2025 - 23:15

Dansk serie er blandt de mest sete på Netflix i første del af 2025

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

På to måneder har "Reservatet" fået næsten 34 millioner visninger på Netflix, viser liste fra regnskab.

Den danske miniserie "Reservatet" er blandt de meste sete Netflix-serier i årets første seks måneder.

Serien, der udkom 15. maj, har på to måneder fået næsten 34 millioner visninger og ligger dermed nummer 21 over de mest sete serier.

Det fremgår af en oversigt, der er landet torsdag aften i forbindelse med Netflix' regnskab.

Her fremhæver streamingtjenesten den danske serie som en hitserie.

"Reservatet" har på engelsk fået titlen "Secrets We Keep". Den udspiller sig i et rigmandsmiljø nord for København, hvor en filippinsk au pair pludselig forsvinder sporløst.

Ifølge Netflix bliver skandinaviske serier og film mere og mere populære.

Samtidig udgør indhold på et andet sprog end engelsk mere end en tredjedel af visningerne i perioden fra januar til juni, lyder det.

I toppen af Netflix' liste ligger den britiske serie "Adolescence", der udkom i marts, med knap 145 millioner visninger.

Sæson to og tre af den sydkoreanske serie "Squid Game" ligger på anden- og tredjepladsen med henholdsvis 117 millioner og 72 millioner visninger.

Serien "Dept Q", som er Netflix' udgave af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-serie, er blevet set 25 millioner gange siden udgivelsen 29. maj. Dermed placerer "Dept Q" sig som nummer 32 på listen over de mest sete serier i første halvår af 2025.

Torsdag aften har Netflix også præsenteret sit regnskab for andet kvartal.

Her fremgår det, at selskabets omsætning voksede med 16 procent sammenlignet med samme periode sidste år og endte på 11,1 milliarder dollar. Det svarer til 71,4 milliarder kroner.

På bundlinjen endte Netflix med et overskud på 3,1 milliarder dollar - svarende til 20 milliarder kroner.

Ifølge nyhedsbureauet AFP skyldes fremgangen højere indtægter fra reklameforretningen samt prisstigninger på abonnementer.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Gatos, 17/07/2025 - 22:41

Dansk Netflix-serie er blandt de mest sete i første halvår af 2025

På to måneder har "Reservatet" fået næsten 34 millioner visninger på Netflix, viser liste fra regnskab.

Den danske miniserie "Reservatet" er blandt de meste sete Netflix-serier i årets første seks måneder.

Serien, der udkom 15. maj, har på to måneder fået næsten 34 millioner visninger og ligger dermed nummer 21 over de mest sete serier.

Det fremgår af en oversigt, der er landet torsdag aften i forbindelse med Netflix' halvårsregnskab.

"Reservatet" har på engelsk fået titlen "Secrets We Keep". Den udspiller sig i et rigmandsmiljø nord for København, hvor en filippinsk au pair pludselig forsvinder sporløst.

I toppen af listen ligger den britiske serie "Adolescence", der udkom i marts, med knap 145 millioner visninger.

Sæson to og tre af den sydkoreanske serie "Squid Game" ligger på anden- og tredjepladsen med henholdsvis 117 millioner og 72 millioner visninger.

Netflix' omsætning voksede i andet kvartal med 16 procent sammenlignet med samme periode sidste år og endte på 11,1 milliarder dollar. Det svarer til 71,4 milliarder kroner.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/07/2025 - 10:00

FAKTA: Forholdsregler forebygger de værste skader ved skybrud

* Sørg for at have kraftig afdækningsplast og sandsække ved hånden, så du kan dække gulvafløb og toilet, hvis det bliver nødvendigt.

* Luk vinduer og døre, og sørg for, at alle åbninger udadtil er dækket til med sandsække eller lignende.

* Tjek, at udendørs afløb, riste og tagrender ikke er tilstoppede, og grav eventuelt render rundt om huset.

* Store mængder vand gør vejene usikre. Hold ind til siden, hvis du er bilist og bliver fanget i et skybrud.

* Undgå kontakt med kloakvand, da det kan være sundhedsskadeligt.

Kilde: Beredskabsstyrelsen

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 17/07/2025 - 10:00

Pjaskvåd sommer nærmer sig: Lær at afkode varslerne

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Våde vejrvarsler er blevet en del af hverdagen - også om sommeren. Men det gør en forskel, om der varsles skybrud eller kraftig regn, når vi skal forberede os.

Solskin og temperaturer høje nok til at hoppe i badetøjet, men også ustadigt vejr med byger, regn og torden.

Sådan lyder den foreløbige prognose fra DMI for de kommende uger af sommeren, der altså forbereder os på, at de nylige skybrud ikke var en enlig svale.

Tværtimod må vi indstille os på sommerdage, hvor enten skybrud eller kraftig regn sætter en stopper for strandturen og giver havemøblerne en ordentlig skylle.

Men hvornår er det skybrud, og hvornår er der tale om kraftig regn?

Det er ikke sikkert, du kan mærke forskel, når himlen åbner sig, men definitionerne er klare - og det er værd at kende forskellen, fortæller Erik Hansen, der er vagtchef hos DMI.

- Skybrud kommer kraftigt og i løbet af kort tid fra bygeskyer. Når vi varsler om det, betyder det, at der falder mindst 15 millimeter regn på en halv time.

Varslingen om skybrud for et givent område betyder, at der i løbet af en halv time ville lægge sig mindst 15 millimeter vand i hele området, hvis der ikke var afløb eller jord med evne til at suge vandet.

Når der er faldet mindst 30 millimeter regn, kan man kalde det for dobbelt skybrud, og i ekstreme tilfælde kan der opstå tredobbelt skybrud, fortæller Erik Hansen.

- Skybrud forekommer hen over sommeren og sensommeren. Det opstår på varme dage, når bygeskyerne bobler op af varme, siger han.

Bygeskyerne kan hurtigt flytte sig, og derfor kan skybrud være svære at forudsige sammenlignet med almindelig kraftig regn. Til gengæld kan man forudsige, om der er potentiale for, at der opstår skybrud.

Han forklarer, at under de kraftigste skybrud i Danmark kan der falde to millimeter regn i minuttet.

- Det kan godt give en hurtig oversvømmelse, hvis man er uheldig, siger vagtchefen.

Ofte er skybrud trælse i øjeblikket, hvor de opstår, men kraftig regn kan skabe større udfordringer, fordi det våde vejr strækker sig over længere tid.

- Den slags regn opstår i forbindelse med fronter og rammer i større områder. Definitionen er, at det skal regne mindst 24 millimeter på seks timer og dernæst mindst 30 millimeter på 24 timer, siger han.

Den kraftige regn rammer større områder og berører dermed flere mennesker. Desuden er den ofte mere besværlig at håndtere.

- Det kan give problemer på lavtliggende motorvejsstrækninger eller i folks huse, hvis de bor ved ådale. Det kan også give problemer med jordskrænter, hvis jorden bliver blød og begynder at flyde, forklarer Erik Hansen.

Når mængderne af regn bliver store nok over tid, kan det give risiko for egentlige oversvømmelser - og derfor udsender DMI i dag også hydrologiske varsler.

- Det kan være, hvis der er faldet så meget vand hen over en lang periode, at jorden ikke kan suge mere, for eksempel hen over vinteren. Vi har set nogle problemer med det i Tyskland og Spanien, siger han.

I Danmark kan det især være et problem omkring Vejle Å.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek