København, 13/06/2023 - 11:50
FAKTA: Udvalgte konklusioner fra Lønstrukturkomitéen
Syv ud af ti offentligt ansatte er kvinder, mens fordelingen mellem kvinder og mænd i staten er næsten lige.
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Lønstrukturkomitéen har tirsdag præsenteret sin rapport om lønudviklingen i 50 personalegrupper i den offentlige sektor.
Her er udvalgte konklusioner fra hovedrapporten:
* Gennemsnitslønnen er cirka 257 kroner i den offentlige sektor og 279 kroner i den private sektor for den standardberegnede timefortjeneste.
* For den præsterede time er gennemsnittet 318 og 337 kroner i henholdsvis den offentlige sektor og i den private sektor.
* 7 ud af 10 offentligt ansatte er kvinder, mens 8 ud af 10 ansatte i kommuner og regioner er kvinder. I staten er fordelingen af mænd og kvinder næsten lige.
* Lønningerne afspejler blandt andet uddannelsesniveau. De offentlige personalegrupper med højest løn er typisk akademikere. De lavestlønnede er enten ufaglærte eller med en kortere erhvervsfaglig uddannelse.
* Læger, officerer og forskere er de højest lønnede blandt 50 personalegrupper, som er undersøgt.
* Pædagogmedhjælpere, rengørings‐ og husassistenter og ernæringsassistenter er de lavest lønnede.
* Komitéen har vurderet de offentlige lønninger ud fra en model kaldet LEU, hvor der tages højde for, at lønnen i gennemsnit stiger med mere uddannelse og mere erhvervserfaring, og at det også er forbundet med en højere løn at have ledelsesansvar.
* Ud fra denne model har komitéen set på, hvordan de enkelte personalegrupper afviger.
* Pædagogmedhjælpere afviger mest i negativ retning. Den gruppe ligger cirka 15 procent lavere end LEU-lønnen.
* I positiv retning er det diplomingeniørerne, som afviger mest med løn, der er cirka 25 procent højere end LEU-lønnen.
* For sygeplejerskerne, der var anledning til, at komitéen blev nedsat, er der næsten ingen afvigelse. De tjener en lille smule over det niveau, som modellen lægger op til.
Kilde: Lønstrukturkomitéens rapport.
/ritzau/