Lima, 03/05/2026 - 03:26
Perus valgmyndighed anmoder om revision af uklare resultater
Den peruanske myndighed JNE anmoder om uafhængig revision, efter at valgresultat i landet er blevet udskudt.
Af: /ritzau/Reuters
Perus nationale valgmyndighed, Jurado Nacional de Elecciones (JNE), har lørdag anmodet om en omfattende teknisk gennemgang af resultaterne fra det valg, der blev afholdt i landet 12. april.
Det fremgår af en udtalelse fra JNE.
De endelige resultater af det peruanske præsident- og parlamentsvalg er stadig uklare. Stemmeoptællingen er således ikke afsluttet, hvor 97,5 procent af stemmerne er talt op.
Der er heller ikke blevet udpeget en præsidentkandidat, som skal møde den konservative Keiko Fujimori, der ligger i front, i en anden valgrunde i juni.
JNE anmoder om den uafhængige revision "som et konkret og afgørende skridt til at styrke gennemsigtigheden, integriteten og pålideligheden af valgresultaterne", lyder det i udtalelsen fra myndigheden.
I kampen om andenpladsen er det venstreorienterede kongresmedlem Roberto Sánchez og den ultrakonservative Rafael López Aliaga fastlåst næsten side om side.
De er adskilt af omkring 28.000 stemmer, mens omstridte optællingsskemaer, der dækker over en million stemmesedler, bliver gennemgået i håbet om at fastslå et resultat.
En talsperson for JNE siger, at en undersøgelse som den, JNE har anmodet om, ikke vil forstyrre denne gennemgang.
/ritzau/Reuters




