Dakar, 26/05/2026 - 01:46
Senegals præsident udpeger økonom som ny premierminister
Efter en overraskende fyring af Ousmane Sonko som premierminister peger Senegals præsident på efterfølger.
Af: /ritzau/AFP
Senegals præsident har mandag udpeget økonom Ahmadou Al Aminou Lo som landets nye premierminister.
Det fremgår af en udtalelse fra præsident Bassirou Diomaye Faye.
Det sker, efter at præsidenten fredag til manges overraskelse fyrede den populære Ousmane Sonko fra premierministerposten og opløste landets regering, hvilket udløste en politisk krise i landet.
Ahmadou Al Aminou Lo, som tidligere har arbejdet i Centralbanken for De Vestafrikanske Stater, BCEAO, har evnerne til at føre Senegal ud af landets gældskrise, lyder det i udtalelsen fra præsidenten.
Han kender økonomiens og finansverdenens indre mekanismer, mener præsidenten.
- Senegal er et sikkert og levedygtigt land, som har til hensigt at forblive sådan, siger Lo i sin første udtalelse efter udnævnelsen.
- Dette er ikke et kursskifte, men et skifte i metoden.
Han nævner integritet, gennemsigtighed og det, han kalder økonomisk og kulturel suverænitet, som de bærende værdier.
Senegal kæmper med en stor gældsbyrde svarende til 132 procent af bruttonationalproduktet. Det forkortes bnp og er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi.
Da Faye og Sonko kom til magten i 2024, beskyldte de den tidligere præsident Macky Salls regering for at have skjult en del af gælden.
Senegals parlament skal tirsdag tage stilling til, om Sonko skal udnævnes som parlamentsformand.
Fyringen af Sonko var usædvanlig, fordi præsident Faye i høj grad skylder den tidligere premierminister sin plads på topposten.
En dom for injurier forhindrede Sonko i selv at stille op som præsident ved valget i 2024. Hvis det havde været muligt for ham at stille op, havde han næsten med sikkerhed selv fået posten - men han støttede i stedet Faye.
Spændingerne mellem de to er dog i løbet af de seneste måneder taget til, og de tidligere allierede er i stedet blevet rivaler.
Deres parti, Pastef, vandt sikkert i første valgrunde i 2024 med løfter om politiske reformer til bekæmpelse af korruption og genoplivning af Senegals skrantende økonomi.
Parlamentet skal godkende Fayes valg af Lo som ny premierminister inden for tre måneder.
En reform af valgloven, som netop er blevet godkendt af parlamentet, betyder, at Sonko fremover godt kan stille op som præsident. Det åbner muligheden for, at de to tidligere allierede i fremtiden alligevel kan møde hinanden i kampen om præsidentposten.
/ritzau/AFP




