Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/10/2020 - 18:51

BLÅ BOG: Stolen vakler under Frank Jensen efter nye krænkelser

Overborgmester i København Frank Jensen har indkaldt til krisemøde søndag efter flere sager om krænkelser.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der er krisemøde på Københavns Rådhus søndag aften.

Mødet er indkaldt af overborgmester Frank Jensen (S), efter at der er dukket en række sager op, hvor kvinder anklager overborgmesteren for at have krænket dem på forskellig vis.

En af sagerne er fra 1990'erne, mens den seneste, der er beskrevet i offentligheden, er fra 2019.

Formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) i København har kendskab til otte sager med relation til Frank Jensen, og hun ønsker ham derfor strippet for alle poster.

Mødet på rådhuset begyndte klokken 18.30 søndag.

Navn: Frank Jensen.

Alder: 59 år.

Fødested: 28. maj 1961 i Ulsted i Vendsyssel.

Søn af: Tidligere borgmester i Støvring Kjeld Jensen (S) og pædagogmedhjælper Sonja M. Jensen.

Nationalitet: Dansk.

Uddannelse:

* 1980: Frank Jensen får sin HF-eksamen fra Aalborg Katedralskole.

* 1986: Han får sin kandidatgrad i økonomi fra Aalborg Universitet.

Karriere:

* 1977-1984: Han besidder forskellige tillidshverv i afdelinger af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), heriblandt som formand for DSU i Støvring, formand for DSU i Nordjyllands Amt og medlem af forretningsudvalget i DSU.

* 1987-2007: Frank Jensen er folketingsmedlem for Socialdemokratiet.

* 1992-1994: Medlem af Folketingets Finansudvalg og politisk ordfører for Socialdemokratiet.

* 1994-1996: Forskningsminister.

* 1996-2001: Justitsminister.

* 2002: Medlem af Udenrigspolitisk Nævn.

* 2002-2005: Politisk ordfører.

* I 2005 stiller han op som kandidat til formandsposten i partiet, men han taber afstemningen til Helle Thorning-Schmidt. Han siger derefter, at han vil forlade Folketinget ved næste valg.

* 2009-: Overborgmester i Københavns Kommune. Han genvinder posten ved kommunalvalgene i 2013 og 2017.

* I september 2012 bliver han valgt til ny næstformand for Socialdemokratiet sammen med Mogens Jensen, der i dag er minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

Civilstand: Gift med børnehaveklasseleder Jane Frimand Pedersen.

Bopæl: Han bor på Islands Brygge i København.

Andet:

* Fra 2012-2020 har han været formand for Team Danmark, der skal varetage dansk elitesport.

* Han har skrevet bidrag til bøgerne:

- "Den europæiske nødvendighed" fra 2002.

- "Informationssamfundet til debat - antologi om Danmarks muligheder i informationssamfundet" fra 1996.

- "Velfærdssamfundets omstilling - debatbog" fra 1996.

- "En forunderlig mandarin - Festskrift til Knud Larsen", der også er fra 1996.

* I 1995 modtager han IT-prisen fra brancheorganisationen IT-Branchen. Prisen gives til en person, der på "særlig fremragende vis sætter fokus på den danske IT-branche". Han fik prisen, da han var forskningsminister.

Kilder: Folketinget, Den Store Danske, Berlingske.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek