Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Paris, 25/09/2020 - 14:13

To er fanget efter knivangreb i Paris - undersøges som terror

To er såret ved knivangreb, den ene alvorligt. De sårede arbejder for et undersøgende medie.

Charles Platiau/Reuters

Af: /ritzau/

To personer er såret under et knivangreb nær satiremagasinet Charlie Hebdos tidligere kontor i Paris, oplyser en kilde i politiet til AFP.

Samtidig kan politiet bekræfte, at to mistænkte er anholdt. Umiddelbart efterforskes forbrydelsen som terror.

Det bekræfter anklagerens antiterrorenhed, over for nyhedsbureauet dpa.

Den ene af de sårede er slemt til redt, men ikke livstruende.

De sårede er en kvinde og en mand, der arbejder for det undersøgende medie Premieres Lignes, oplyser en kollega, Elise Lucet, til France 2.

- De er blevet såret af en mand, som befandt sig på gaden foran Charlie Hebdos gamle lokaler, siger hun.

Premiere Lignes kontor ligger i samme ejendom, hvor satiremagasinet tidligere holdt til.

Området ved Bastillepladsen i det 11. arrondissement er afspærret.

Derudover bliver flere tusinde skolebørn i området lige nu holdt indenfor.

Viceborgmesteren i Paris, Emmanuel Gregoire, skrev tidligere på Twitter, at politiet ledte efter en "potentiel farlig person".

Angrebet sker, mens en retssag er gået i gang mod flere af de medskyldige ved det blodige islamiske angreb på Charlie Hebdos kontor i januar 2015.

Her blev 12 mennesker dræbt - heriblandt flere af Frankrigs mest kendte satiretegnere.

Det er dog ikke officielt bekræftet, om fredagens angreb har relation til det tidligere fra 2015.

Det danske udenrigsministerium opfordrer på Twitter alle danske rejsende til at holde sig væk fra 11. arrondissement på grund af angrebet.

- Franske medier rapporterer et knivangreb med flere sårede i nærheden af Charlie Hebdos tidligere lokaler i det 11. arrondissement.

- Undgå området omkring 11. arrondissement. Hold dig opdateret via de lokale myndigheder, skriver Udenrigsministeriets Borgerservice.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek