København, 12/07/2026 - 13:08
Ingen tegn på politisk motiv efter anholdelse i sag om politikerdrab
Britisk politi anholdt lørdag aften en ny mand mistænkt for drabet på politikeren Ann Widdecombe.
Af: /ritzau/
Intet indikerer, at drabet på den tidligere britiske juniorminister Ann Widdecombe var politisk motiveret.
Det oplyser britisk politi efter anholdelsen af en 28-årig mand, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Fredag anholdt politiet en 26-årig mand under mistanke for drabet på den tidligere juniorminister, men han blev løsladt dagen efter. Han er ikke længere en del af efterforskningen, lød det lørdag.
Den 28-årige nye mistænkte i sagen blev anholdt på en adresse i South Yorkshire, der ligger i det centrale England. Der er tale om en britisk statsborger.
Den 78-årige konservative politiker Ann Widdecombe var medlem af parlamentet i Storbritannien i 23 år.
Politiet rykkede torsdag formiddag ud til hendes adresse i Haytor i det sydvestlige England. Her blev politikeren fundet død.
Hun havde "pådraget sig alvorlige skader", lød det fra politiet ifølge BBC.
RITZAU




