København, 11/07/2024 - 09:38
20 procent færre danskere ejer en campingvogn
Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af danske campingvogne i løbet af 10 år er faldet 20 procent.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Antallet af campingvogne i Danmark er de sidste ti år faldet med lidt over tyve procent.
I 2014 var der cirka 140.000 campingvogne, mens der i 2023 kun var 110.000 tilbage med danske nummerplader.
Det skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.
Antallet af autocampere er til gengæld det samme som for ti år siden - cirka 13.000, viser statistikken.
I 2023 var der i alt 123.300 dansk indregistrerede campingvogne og autocampere. Det svarer til, at der ud af 1000 familier er 39, der ejer en campingvogn eller en autocamper.
Ifølge kommunikationsrådgiver og livsstilsekspert Henrik Byager kan der være flere årsager til, at danskerne fravælger campingvognen.
- De traditionelle ferier som camping og charterferie er lidt gået i opløsning, fordi de nyere generationer vil noget andet.
- De har et meget mere sammensat og fleksibelt feriemønster, hvor de vil meget forskellige ting, og der passer en campingvogn simpelthen ikke ind mere, siger han.
Han nævner også, at flere - især unge - tænker mere over, hvordan de kommer rundt uden at belaste kloden.
De fleste familier med campingvogne bor ifølge Danmarks Statistik i Jylland.
Her ejer 52 familier ud af 1000 én, mens det på Sjælland og Bornholm er 25 familier og på Fyn er 43 familier ud af 1000.
- Kun jyske kommuner ligger på listen over de ti kommuner med flest campingvogne og autocampere per 1000 familier, siger Søren Dalbro, der er specialkonsulent ved Danmarks Statistik.
Fælles for mange af kommunerne er, at de ligger mod vest.
Øverst på listen ligger Ringkøbing-Skjern med 86 familier ud af 1000. Derefter kommer Hedensted Kommune efterfulgt af Varde Kommune.
Ifølge Henrik Byager er der især stærke campingtraditioner i Jylland.
- Der er en stærkere kultur for campingferie i Jylland, og så er det jo også der, at der er kortere vej og en billigere vej ned til Tyskland, fortæller han.
/ritzau/