Washington D.C., 18/03/2026 - 19:16
USA's centralbank fastholder renten i usikker tid med krig i Mellemøsten
Ifølge USA's centralbank er det uvist, hvordan konflikten i Mellemøsten vil påvirke amerikansk økonomi.
Af: /ritzau/
Den amerikanske centralbank (Fed) fastholder sin toneangivende rente i intervallet 3,50 til 3,75 procent.
Det oplyser Fed i en pressemeddelelse efter et rentemøde onsdag.
Det var ventet, at Fed ville fastholde renten på et tidspunkt, hvor urolighederne i Mellemøsten har sendt oliepriserne i vejret, hvilket kan føre til stigende inflation og begrænset vækst.
USA har sammen med Israel været i krig mod Iran i snart tre uger.
I pressemeddelelsen bemærker USA's centralbank, at det endnu er uvist, hvordan begivenhederne i Mellemøsten kommer til at påvirke amerikansk økonomi på længere sigt.
Centralbanken har et todelt mål om på den ene side at tilstræbe at holde inflationen på to procent, og på den anden side at beskæftigelsen skal være så høj som mulig.
Samtidig med rentemeddelelsen har Fed offentliggjort sine forventninger til amerikansk økonomi i 2026.
Her fremgår det, at banken forventer en inflation på 2,7 procent ved udgangen af året. Tidligere forventede Fed, at inflationen ville ende på 2,4 procent.
/ritzau/




