Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/03/2026 - 17:28

Elever truet med kniv på skole i Hillerød

Rektor på uddannelsesinstitution siger til TV 2, at krisepsykologer er tilkaldt efter voldsom episode.

Af: /ritzau/

En person er blevet anholdt af Nordsjællands Politi efter en episode med trusler med kniv mod elever på HF & VUC Nordsjælland i Hillerød.

Den anholdte er fra Greve og er 20 år.

Jakob Tofte, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi, oplyser, at den anholdte er sigtet for at have truet tre personer på livet, og så sigtes han desuden for overtrædelse af knivloven.

Vagtchefen understreger, at der ikke er tale om trusler mod tilfældige elever, men at der derimod har været en konflikt forinden med de forurettede.

Det vides endnu ikke, om den 20-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.

Rektoren på uddannelsesstedet oplyser til TV 2, at der er tilkaldt krisepsykologer for at hjælpe elever og ansatte.

- Jeg er meget rystet. Det har været en voldsom hændelse, siger rektor Trine Larsen til TV 2.

Politiet oplyser, at man fik anmeldelse om truslerne lidt før klokken 13.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek