Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/06/2024 - 08:00

James Price afslører essentielt råd fra sine forældre

Man siger, at det går op og ned i showbiz. For kapelmester, kok og komponist James Price er euforien alle anstrengelserne værd.

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Jordbær, chokolade eller nødder.

Den kendte komponist - der er blevet om muligt endnu mere kendt for at brillere med sine kokkekundskaber i fjernsynet - smager på ordene, når han skal forsøge at give opskriften på en god revy.

- Den revy, vi laver, er en lagkagerevy, siger han så.

- Det vil sige, man ved ikke rigtig, hvad næste lag kommer til at bestå af - det vil vise sig efterhånden.

James Price har skrevet musik til Tivolirevyen, som netop nu spiller i Glassalen i forlystelsesparken i København.

Som kapelmester akkompagnerer James Price holdet på scenen, som udgøres af Thomas Eje, Rikke Bilde, Rikke Buch Bendtsen, Mikkel Becker Hilgart og oprindelig også Lisbet Dahl, der grundet hjerteproblemer nu afløses af Lone Rødbroe.

Tivoli har i flere end 140 ud af sin 181 år lange historie opført revyer.

Sidste år genopstod Tivolirevyen efter en årrække i dvale. Men anmelderne syntes overvejende ikke, at den havde været ventetiden værd.

- Jeg er blevet anmeldt hele mit liv, og der må man bare prøve at sige: Man bliver glad for en god anmeldelse. Man bliver ked af en dårlig, hvorfor jeg vil sige, at dårlige anmeldelser skal man vente med at læse, siger James Price.

- Det virker selvfølgelig trist og demotiverende, når man ved, at man skal ind at underholde med godt humør, hvis man lige inden har læst, at man er en stor idiot. Så et godt råd, mine kære forældre også sagde: "Lad være med at læse dem - eller læs dem nogle måneder efter, lyder det fra James Price, der er søn af instruktør- og skuespillerparret John og Birgitte Price.

Men lige såvel som man ikke skal blive nedtrykt, skal man heller ikke lade sig forblænde af positive superlativer.

- Det, det handler om, er de reaktioner, der er nede i salen, understreger James Price.

- Det er dem, vi lever for og af. Det vigtigste er, når man kan mærke, at publikum er glade. Simpelthen.

Inden James Price sidste år begyndte at svinge taktstokken over Tivolirevyen, tilbragte han adskillige år - faktisk siden midten af 90'erne - sine somre ude i Teltet på Bakken som Cirkusrevyens kapelmester.

- Jeg vil sige, at revy er en svær tilblivelse. Der skal virkelig produceres meget, og man skal have tungen lige i munden og knokle igennem, siger han.

- Der skal skrives et hav af noder, arrangeres og gøres ved, og man skal være parat til at lave om hele tiden. Hele processen er benhård, og der kan man godt midtvejs en gang imellem tænke: "Hvorfor skal det altid være sådan?". Men altså det er også det, jeg elsker.

James Price ønsker det ikke anderledes. Heller ikke, selv om han går på arbejde, når de fleste andre har fri og holder ferie.

- Det er jo det, jeg på en eller anden måde er sat på jorden for at lave. Det er sådan noget her. Det ligger dybt i mine gener, siger han og fortsætter:

- Man er jo sindssygt privilegeret at få lov til at tjene penge på noget, man rent faktisk virkelig synes, er sjovt. Så man ville da være et skarn, hvis man sagde: "Ej, jeg vil hellere ligge på stranden". Jeg vil gerne begge dele.

James Price kan også se frem til hele to ugers sommerferie i år - det hører ellers til sjældenhederne i showbiz.

- I gamle dage, i Cirkusrevyen, havde vi premiere i midten af maj, og der vidste vi, at næste gang, vi kunne foretage os noget som helst, der lignede at holde fri, var i september. Det var nogle gange sådan, at man tænkte: "Åhr, der er lang vej, hvor man er klistret til sin stol". Der er det jo luksus med to ugers ferie.

Den skal han tilbringe i det sydfranske sammen med sin hustru, Anette.

Der har de investeret i en lejlighed i en lille by ud til kysten - blot en spadseretur fra den italienske grænse.

- Vi elsker at være der. Mine forældre havde også en lejlighed dernede, og da de solgte den - og forlod denne verden - blev vi ved med at komme der, men bare på hotel. Et hotelværelse kan være fint nok, men efter 14 dage gider man ikke bo der mere, og man går ned på markedet og siger: "Tænk, hvis vi kunne købe det der og lave det hos os selv". Det kan vi nu, og det er altså dejligt, siger James Price.

- Menton er en yndig lille provinsby, men der er ikke ret mange gode restauranter. Jeg elsker at lave mad, selv om jeg gør det rigtig meget, så hvorfor ikke bare gøre dét, sætte sig ud på terrassen og kigge ud over havet. Det kan da ikke være meget bedre.

Tivolirevyen spiller frem til 14. juli.

/ritzau/

Los Angeles, 03/12/2025 - 22:26

Læge får fængsel for at levere ketamin til Matthew Perry

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

I alt menes fem personer at have været involveret i "Venner"-stjernen Matthew Perrys død.

En læge, som har erkendt at have forsynet skuespiller Matthew Perry med stoffet ketamin, er onsdag blevet idømt to et halvt års fængsel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lægen Salvador Plasencia er den første af de i alt fem personer, som er blevet dømt i forbindelse med skuespillerens død, der modtager sin straf. Det skriver ABC News.

54-årige Matthew Perry, der er kendt for sin rolle som Chandler Bing i tv-serien "Venner", døde i oktober 2023.

Han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.

ABC News skriver, at anklagemyndigheden i sagen krævede en straf på tre års fængsel til lægen.

Hvis sagen var endt i retten uden en tilståelse, kunne han have fået op til 40 års fængsel ifølge Reuters.

Anklageren har blandt andet argumenteret for, at lægen ville forsøge at udnytte "Perrys medicinske svaghed" for at tjene penge ifølge mediet.

Plascencia erkendte i sommer sin rolle i Matthew Perrys død.

Da han tilstod, fortalte han, at han havde injiceret Perry med ketamin i ugerne op til skuespillerens død.

Det skulle være foregået både i Perrys hjem og på en parkeringsplads i Santa Monica og uden nogen medicinske årsager til det.

Ketamin er et hallucinogent og smertestillende stof, der hovedsageligt anvendes som bedøvelse til større dyr i forbindelse med en operation.

Det kan også bruges som medicin til mennesker til behandling af akutte, stærke smerter.

De øvrige resterende personer, som er anklaget i sagen, har ligeledes erkendt.

Lægen Mark Chavez får udmålt sin fængselsstraf senere i december, skriver ABC News.

Kenneth Iwamasa, som var personlig assistent for Matthew Perry, ventes at modtage sin straf i januar.

Det samme gælder for Erik Fleming, som var med til at distribuere ketamin til Matthew Perry.

Den sidste strafudmåling i sagen ventes at komme i februar næste år, hvor Jasveen Sangha, som angiveligt har solgt stoffer til flere rige og berømte, efter planen får sin straf ifølge ABC News.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 03/12/2025 - 22:12

Læge får fængsel for at levere ketamin til Matthew Perry

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

I alt menes fem personer at have været involveret i "Venner"-stjernen Matthew Perrys død.

En læge, som har erkendt at have forsynet skuespiller Matthew Perry med stoffet ketamin, er onsdag blevet idømt to et halvt års fængsel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lægen Salvador Plasencia er den første af de i alt fem personer, som er blevet dømt i forbindelse med skuespillerens død, der modtager sin straf. Det skriver ABC News.

54-årige Matthew Perry, der er kendt for sin rolle som Chandler Bing i tv-serien "Venner", døde i oktober 2023.

Han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.

ABC News skriver, at anklagemyndigheden i sagen krævede en straf på tre års fængsel til lægen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 04/12/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Annette Heick

* 53-årige Annette Vollmer Heick har været gift med kokken Jesper Vollmer siden 2001. Sammen har de sønnerne Eliot på 21 år og 16-årige Storm.

* Hun er oprindeligt uddannet ejendomsmægler, men har gennem årene arbejdet som både journalist, tv-vært, iværksætter, skuespiller og sangerinde.

* I dag er hun især kendt for sine roller i musicals som "Wicked", "My Fair Lady", "Evita" og "Mamma Mia" og hendes eget stykke, "Pennevenner".

* Annette Heick er datter af dansktopparret Keld og Hilda Heick. I 2021 udgav hun selvbiografien "Datteren". 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 04/12/2025 - 08:00

Annette Heick er åben om økonomien: Vores madbudget er ikke ret stort

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Entertainer og iværksætter Annette Heick er selv blevet overrasket over, at familien ikke bruger flere penge på dagligvarer.

Annette Heick oplever, at privatøkonomi kan være et tabu - særligt når den ikke står snorlige. Men tavshed er et tab for alle, mener den 53-årige entertainer.

Derfor gør hun en dyd ud af at tale højt om pengesager - også når det er svært. Og hun kan ikke sige nok gange, at man skal snakke om løn for at undgå at blive snydt.

Her deler hun sine bedste sparefif - og hvad hun alligevel kan komme til at impulskøbe, når hun bliver grebet af en stemning.

Hvad har du senest brugt penge på?

- Jeg bruger meget store beløb i øjeblikket, fordi vi er i gang med at istandsætte et hus. Så jeg har senest brændt et anseligt beløb af på kloakker. Det er lidt utilfredsstillende, for man kan jo ikke se hele molevitten. Man graver og graver og dækker det til med jord.

- Men jeg har det godt på den måde, at det er en fremtidssikring. Der kommer meget mere vand, det ved vi. Så der er kommet pumpebrønde og faskine, og vi er sikret langt ind i fremtiden.

Hvad er dit allerbedste spareråd til hverdagen?

- Det er nok maden. Vi er lidt madfikserede hjemme hos os, men når jeg kigger på, hvad folk putter i deres indkøbskurve ... Vi tror, det er discount, når det er ultraforarbejdede produkter, men ofte er det jo dyrere. Hvis du tager hjem og laver mad af dine råvarer og laver rigeligt af det, er det meget billigere.

- Jeg er på ingen måde tilbudsjæger, og jeg aner stort set ikke, hvad ting koster. Jeg har fundet ud af, at vi lever meget billigt. Selv om vi spiser kød, og vi spiser smør. Men vi er gode til at spise mad, hvor noget bliver genbrugt, vi tager det, der lige er i køleren, eller laver mad til flere dage. Så vores madbudget er ikke ret stort. Der er virkelig mange penge at spare der.

Hvad ville du aldrig spare på?

- Smør. Og det er blevet rigtig dyrt, men det elsker jeg.

- Og forsikringer, der skal man ikke spare. Det tror jeg heller ikke, at mit forsikringsselskab synes, jeg gør, jeg burde simpelthen modtage en buket hvert år.

Hvor hænger pris og kvalitet for dig ikke sammen?

- Luksusvarerne, altså de dyre mærker. Det handler ikke om kvalitet, det er jo et brand, man køber ind i. Det er flotte tasker, men enhver kan jo sige sig selv, at der ikke er nogen tasker, der koster 50.000-100.000 i materialer eller arbejdsløn. Folk må selv om det, men det er ikke pris og kvalitet - det er pris og brand.

Hvad er din egen guilty pleasure?

- Det er aktier. Det er noget skidt, for jeg har den der Yahoo Finance-app, som jeg tjekker alt for ofte. Jeg skal detoxes, for jeg tjekker den 25 gange om dagen. Det kan jeg få utroligt meget tankevirksomhed til at gå med.

- Jeg kan godt komme til at impulskøbe aktier, det er ikke noget, jeg er vildt stolt af. Men jeg kan blive grebet af en stemning.

Hvad er det dummeste, du har brugt penge på?

- Det var dumt, at jeg købte en andelsbolig, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg skulle have lyttet til min mavefornemmelse og gældsat mig og købt en ejerbolig. Men jeg havde en opsparing, som jeg kunne bruge til den andelsbolig. Og mine forældre er ikke opmærksomme på, hvad der er en god og dårlig idé, og hvor man skal investere. De lever et meget almindeligt, sundt liv.

Hvad er de klogeste penge, du har brugt?

- Det er så modsætningen - det er at købe fast ejendom. Og det har det været hver gang. Vi har købt og solgt fem gange inden for de seneste 20 år. Jeg er mange gange blevet skudt i skoene: "Nej, nej, hvorfor har du købt det, det er jo helt sindssygt". For eksempel da vi flyttede til Sverige i sin tid og købte en grund. Men det gik jo meget godt. Så købte vi en grund på Bornholm, og der blev vi nærmest latterliggjort i offentligheden. Og det er også gået meget godt.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek