Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/07/2025 - 06:30

Nyt liv i USA har overvældet og tæret på Rasmus Højgaard

Det har været en omvæltning for Rasmus Højgaard at rykke teltpælene til USA, men han bider i det sure æble.

Patrick Smith/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Egentlig var det planen, at interviewet skulle dreje sig om, at Rasmus Højgaard har fået en rigtig fin begyndelse på livet som fast mand på PGA Tour.

Men den 24-årige golfspiller rynker hurtigt på næsen.

Han er faktisk ikke tilfreds. Topplaceringer har der ikke været nok af, og særligt de afgørende weekendrunder har skuffet ham i det første halve år på den mest prestigefyldte golftour i verden.

Derfor drejer han hurtigt snakken ind på, hvad der må være årsagen.

- Det er altså lidt af en omvæltning pludselig at have sin dagligdag i USA. Det skal man lige vænne sig til, siger Rasmus Højgaard.

Hverken han eller tvillingebror Nicolai kan prale af at være udadreagerende. Man mærker tydeligt, at de af natur gerne holder sig ude af rampelyset, og at i hvert fald en vis grad af tryghed passer dem fint.

Og niveauet af tryghed mindskes betragteligt, når man krydser Atlanterhavet, slår sig ned i ukendt land og får fast hverdag et helt nyt sted.

- Man er pludselig rookie igen, siger Rasmus Højgaard med et skævt smil.

- Vi har haft vores dagligdag i Europa i fem år. Vi kender alt ved europatouren. Medarbejderne, alle banerne. Der er en nem tilgang til alt. Hvis vi har spørgsmål, ved vi, hvad vi skal gøre, og hvem vi skal gå til.

- I USA kender jeg for eksempel ingen af banerne. Så mit fokus har ændret sig rigtig meget, fordi jeg skal finde ud af, hvordan jeg skal spille banerne. Der går mere energi til nogle ting, som man ikke ville bruge energi på i Europa.

- Og det er fint. Det er fedt at komme over og få nye udfordringer. Det er en del af læringen. Men det har måske taget lidt længere tid, end jeg havde håbet på, siger Rasmus Højgaard.

For at imødekomme den uro, som en ny tilværelse bringer med sig, har han og brormand sammen fundet et hus - en base - i Florida.

- Nicolai rejste meget frem og tilbage sidste år. Det var okay i starten, men det har en trættende effekt. Så da han så, at jeg sikrede mit tourkort, var han hurtig til at sige, at vi skulle finde et sted, hvor vi kunne have base.

- Så når vi spiller og rejser rundt derovre, kan vi droppe ting af i huset, så vi ikke rejser rundt med to kufferter og en golfbag. Når vi har en uge fri, tager vi til huset og kan træne og hænge ud i Florida. Det har været superfedt, og vi har været glade for det, siger Rasmus Højgaard.

PGA Tour er desuden befolket af rekordmange danskere i år. Niklas Nørgaard og Thorbjørn Olesen huserer også på den amerikanske tour, og indimellem har Rasmus Neergaard gjort dem selskab. Og det giver plus på tryghedskontoen.

- Det er superfedt. Det sociale aspekt har været rigtig godt. Der har været nogle gode middage og sjove prøverunder. Jeg er sikker på, at vi alle har fået gavn af at være derovre sammen, siger Rasmus Højgaard.

Han har hørt historierne om Søren Kjeldsen, der i 2017 var ene dansker på PGA Tour og blev slået en smule ud af ensomhed.

- Jeg kan godt se, hvorfor nogle europæere måske ikke har syntes, at det har været megasjovt at være derovre og har søgt tilbage. Man kan godt ramme et moment, hvor man sidder lidt alene på et hotelværelse og tænker, at det ikke er supersjovt.

- På den anden side har vi et mål om, at vi skal være rigtig gode til golf. Så man må bide i det sure æble og komme på den anden side af det. Det er sådan, vi ser på det, siger Rasmus Højgaard.

I denne uge er Rasmus Højgaard tilbage på europæisk jord, hvor han skal spille Scottish Open.

/ritzau/

Los Angeles, 15/07/2025 - 19:11

Psykologisk thriller dominerer årets Emmy-nomineringer

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

Emmy-uddelingen finder sted i september. "The White Lotus" og "The Last of Us" er blandt de nominerede.

Den psykologiske thrillerserie "Severance" topper listen over nomineringerne til uddelingen af årets Emmy-priser.

Serien er således nomineret i 27 kategorier, herunder Bedste Dramaserie.

Det fremgår af den samlede nomineringsliste, der er blevet offentliggjort tirsdag.

I "Severance" følger man et hold af kontoransatte, hvis hukommelse ved et indgreb er blevet opdelt mellem deres arbejds- og privatliv.

I hælene på "Severance" følger krimidramaserien "The Penguin", der handler om Batman-superskurken af samme navn, med 24 nomineringer.

Den kommende prisuddeling løber af stablen natten til den 15. september i Los Angeles. Den amerikanske tv-pris anses for at være tv-verdenens svar på Oscar-showet, der hædrer filmbranchen.

Også titler som "The White Lotus" og "The Last of Us" er blandt de serier, der er blevet nomineret til adskillige Emmy-priser.

De har hver især fået henholdsvis 23 og 16 nomineringer - begge er ligeledes i spil til at vinde prisen for Bedste Dramaserie.

Begge serier har gået deres sejrsgang verden over. "The White Lotus" havde premiere i 2021 og har indtil videre kørt i tre sæsoner.

I serien følger man gæster og ansatte på et luksusresort kaldet "The White Lotus". Hver sæson foregår på en forskellig destination med hver deres gæster og personale. Enkelte karakterer er med i flere sæsoner.

Imens er "The Last of Us" baseret på et populært Playstation-spil og foregår i en post-apokalyptisk verden, hvor en svampeepidemi har ødelagt civilisationen.

Ved årets uddeling er også serier som "The Bear" og "Hacks" blandt de nominerede.

Prismodtagerne ved årets Emmy-uddeling bliver udpeget af cirka 26.000 kunstnere, instruktører, producere og andre medlemmer af Television Academy, som står bag prisuddelingen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er den amerikanske komiker Nate Bargatze, der er vært for uddelingen i september.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 15/07/2025 - 19:04

Psykologisk thriller dominerer årets Emmy-nomineringer

Emmy-uddelingen finder sted i september. "The White Lotus" og "The Last of Us" er blandt de nominerede.

Den psykologiske thrillerserie "Severance" topper listen over nomineringerne til den kommende uddeling af Emmy-priser.

Serien er således nomineret i 27 kategorier, herunder bedste dramaserie.

Det fremgår af den samlede nomineringsliste, der er blevet offentliggjort tirsdag.

I "Severance" følger man et hold af kontoransatte, hvis hukommelse ved et indgreb er blevet opdelt mellem deres arbejds- og privatliv.

Også populære titler som "The White Lotus" og "The Last of Us" er blandt de serier, der er blevet nomineret til adskillige Emmy-priser.

De har hver især fået henholdsvis 23 og 16 nomineringer - begge er ligeledes i spil til at vinde prisen for bedste dramaserie.

Den kommende prisuddeling løber af stablen 15. september. Den amerikanske tv-pris anses for at være tv-verdenens svar på Oscar-showet, der hædrer filmverdenen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/07/2025 - 08:00

FAKTA: Lystfiskertegn og fritidsfiskertegn

* Du skal have lystfiskertegn, hvis du vil fiske med almindelig fiskestang.

* Du er dog fritaget for at betale for lystfiskertegn, hvis du er under 18 år eller har ret til folkepension.

* Lystfiskertegn kan købes for en dag, en uge eller et år ad gangen. For et år koster det 214 kroner (2025).

* Hvis du vil fiske med andre redskaber end almindelig fiskestang, såsom garn eller net, skal du i stedet have et fritidsfiskertegn.

Kilder: fisketegn.dk og lfst.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 16/07/2025 - 08:00

Lyst til fiskeri i fritiden? Disse regler skal du kende

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Der er mange regler at forholde sig til, hvis du selv vil fange dine fisk. Vicefiskeriinspektør hjælper dig med at overholde reglerne.

Hvis du tilbringer nogle fridage i nærheden af vandet, kan det virke tillokkende at finde fiskegrejet frem og prøve lykken.

Men før du smider snøren i, er det vigtigt at kende reglerne ved den sø, kyst eller å, hvor du tilbringer sommerferien.

Ifølge Steen Majland, der er vicefiskeriinspektør hos Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, er en typisk overtrædelse i sommerperioden, at der bliver fisket uden fisketegn.

- Du skal have fisketegn, hvis du vil fiske med en almindelig fiskestang eller andet udstyr såsom ruser. Men vi ser især, at lystfiskerne glemmer at betale. Og den forglemmelse koster et gebyr på fire gange beløbet for et fisketegn, siger han.

Fisketegn kan købes på fisketegn.dk for en dag, en uge eller et år ad gangen.

Han fremhæver desuden tre vigtige ting, man bør have for øje: fiskens mindstemål, fredningstid for fisken, og om det overhovedet er tilladt at fiske det specifikke sted.

- Du skal sætte dig ind i reglerne. Mange ynder at gå ned til den lokale havn eller mole. Men den lokale havnemyndighed kan bestemme, at der ikke må fiskes der. Det ses typisk ved skiltning.

- Ved mange udløb af åer på kysten eller fjorden må du ikke fiske inden for 500 meter af åens udløb. Det kan gøre stor skade på bestanden, fordi der til tider kan opholde sig en stor mængde af for eksempel laks eller havørred, der trækker op i vores vandløb for at yngle, siger han.

Det er den generelle bestemmelse, men der kan være undtagelser, lyder det fra Steen Majland.

Derfor anbefaler han, at du undersøger det på Landbrugs- og Fiskeristyrelsens hjemmeside eller kontakter styrelsen, hvis du er i tvivl.

På Landbrugs- og Fiskeristyrelsens hjemmeside finder du også en oversigt over mindstemålene, fangstbegrænsninger og fredningstiderne på de fisk, der ifølge styrelsen er de mest almindelige arter i danske farvande at få på krogen som lyst- eller fritidsfisker.

Reglen for mindstemål er udtryk for, hvor stor en bestemt fiskeart skal være for at du må tage den med hjem. Fredningstiderne dækker over det tidsinterval, hvor man ikke må fange en bestemt fiskeart.

Det lyder måske simpelt, men ifølge Henrik Carl, der er forskningsmedarbejder på Statens Naturhistoriske Museum, kan det være svært at finde rundt i.

- Problemet er, at nogle af reglerne bliver opdateret hele tiden, og de er ikke samlet et sted. Derfor kan man ikke regne med det, man undersøgte sidste år, siger Henrik Carl.

Nogle af arterne fremgår af Landbrugs- og Fiskeristyrelsens oversigt, men langtfra alle.

Ideelt set så forskningsmedarbejder Henrik Carl, at du kunne slå det op på din telefon, mens du var ude at fiske.

Henrik Carl ved, at det er nogle høje krav at stille til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, men han synes også, at det er et problem, hvis lystfiskere bryder loven i god tro.

- De fisk, der er fredet, er det, fordi de er ved at være udryddet fra naturen, og så kommer de aldrig igen. Hver art har en værdi i sig selv og er en del af et økosystem, siger Henrik Carl.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek