København, 26/08/2025 - 05:55
Australien anklager Iran for antisemitiske angreb: Udviser ambassadør
Iran har ifølge premierminister Anthony Albanese været involveret i to antisemitiske angreb i Australien.
Hilary Wardhaugh/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Australien vil udvise Irans ambassadør i Australien.
Det siger Australiens premierminister, Anthony Albanese, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det skyldes, at Iran ifølge Albanese har været involveret i to antisemitiske angreb, der har fundet sted i Australien.
Det drejer sig om to angreb, der har fundet sted i henholdsvis storbyen Melbourne og storbyen Sydney.
Under krigen i Gaza-striben, der har stået på siden 2023, er flere huse, skoler, synagoger og køretøjer i Australien blevet ramt af hærværk og ildspåsættelse.
Ifølge Reuters har der været tale om antisemitiske hændelser.
Det seneste tilfælde fandt sted i juli, hvor politiet har anklaget en mand for brandstiftelse i en synagoge, som flere bedende personer befandt sig, i Melbourne.
- Det var usædvanlige og farlige handlinger af aggression orkestreret af en fremmed nation på australsk jord, lyder det fra Albanese.
- Det var forsøg på at underminere den sociale samhørighed og plante splid i vores samfund.
Præcis hvilken rolle, Iran skal have spillet i angrebene, står ikke umiddelbart klart.
Anthony Albanese oplyser samtidig, at hans regering vil indføre lovgivning, der officielt klassificerer Irans Revolutionsgarde som en terrororganisation.
Australien har desuden suspenderet alle aktiviteter på den australske ambassade i Irans hovedstad, Teheran, fortæller premierministeren.
Det fremgår ikke, om ambassaden vil blive genåbnet og i så fald hvornår.
Alle australske diplomater, der befandt sig i Iran, er blevet flyttet til et andet land, meddeler Albanese.
Iran har ikke umiddelbart kommenteret premierministerens udtalelser.
Irans ambassade i Australien ligger i Australiens hovedstad, Canberra.
/ritzau/