Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 19/11/2023 - 08:00

Pynt op til jul med alt godt fra haven

Jul løs i haven gennem december med vinterblomstrende planter, stemningsfulde lyskæder og krogede troldegrene.

Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Haven er en gavebod i december. For den rummer masser af muligheder for at skabe julestemning både inde og ude.

- Vi er ofte meget indenfor i julemåneden, og der giver det rigtig meget stemning at have noget at kigge ud på, siger Louise Møller, der er havefaglig rådgiver i Haveselskabet.

Placer for eksempel nogle stedsegrønne planter rundt omkring for at få et pift af grønt i alt det brune. Juleroser, kristtorn, gran og skimmia pynter også i krukker eller bede.

- Juleroser blomstrer gerne fra december og ind i det nye år. Du kan eventuelt forsøge dig med at drive blomstringen frem ved at sætte en lille glasklokke hen over dem og på den måde lave en slags minidrivhus, fortæller Louise Møller.

Der findes i det hele taget en lang række planter, som blomstrer om vinteren og emmer af jul.

Haveekspert hos Videncentret Bolius Berit Rørbøl nævner blandt andet troldnød, som har dekorative krogede grene.

Derudover peger hun på paradisæbletræer, som bærer røde æbler, og røn og forskellige arter af dværgbusken cotoneaster også kaldet dværgmispel.

- De står med deres røde bær og ser meget julede ud, fortæller hun.

Lyskæder snoet om træer og buske er en klassiker i december. Har du troldhassel i haven, kan du også klippe et par grene af og putte dem i en krukke med gran eller mos i bunden og sno en lyskæde omkring dem.

- Det kræver ikke ret meget arbejde, og det ligner en million, lyder det fra Louise Møller.

Til dine indendørs dekorationer kan du gå på jagt efter fine visne blomster og flotte tørrede frøstande, foreslår Berit Rørbøl.

- Hortensia kan for eksempel være ret søde i dekorationer sammen med store frøstande fra sommerblomstrende stauder eller vilde blomsterblandinger, som er meget populære, siger hun.

Krogede grene fra troldhaslen er også oplagte at tage med indendørs. Det samme gælder grene fra de stedsegrønne planter, grene fra buske med bær samt mos og lav.

- Mos har vi jo i græsplænen, og lavet vokser på langsomtvoksende træer og grene, siger Berit Rørbøl.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek