Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/03/2025 - 11:16

Milliardopkøb kan øge afstanden mellem Salling Group og Coop

Stort baltisk opkøb viser, at Salling Group er på jagt efter vækst uden for Danmark, siger trendforsker.

Mikkel Berg Pedersen / Kredsløb/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Salling Groups milliardopkøb af baltiske Rimi vil være med til at lægge afstand til konkurrenten Coop.

Det siger Dorte Wimmer, trendforsker og direktør i Retail Institute Scandinavia, som analyserer detailmarkedet.

- Salling Group får flere ben at stå på. Det vil sige, at de er mere robuste i forhold til fremtiden. Modsat kigger Coop stadig indad og er ved at optimere driften og spare. Så der er ingen tvivl om, at det kommer til at øge afstanden, siger hun.

Salling Group betaler omkring ti milliarder kroner for Rimi og kalder handlen for den største i koncernens historie.

I forbindelse med opkøbet siger topchef Anders Hagh, at han glæder sig til at bygge videre på Salling Groups markedsposition med det baltiske opkøb.

Det var ventet, at Salling Group ville købe op, men størrelsen er alligevel bemærkelsesværdig, mener Dorte Wimmer.

- Det er et modigt og markant opkøb. Det viser, at de vil vokse, men også at væksten ikke skal komme fra det danske marked, men at de kigger uden for landets grænser, siger hun.

Mens Salling Group har fundet den store pung frem, er dagligvarekoncernen Coop i gang med en større økonomisk redningsplan.

I det seneste offentliggjorte regnskab fremgår det, at Coop tabte 2,3 milliarder kroner i 2023. I 2022 tabte selskabet lidt over 400 millioner kroner, mens årene før bød på trecifrede millionoverskud.

For at rede finanserne har andelsselskabet Coop lavet en aftale med energiselskabet OK, som betyder, at OK overtager halvdelen af ejerskabet i Coop Danmark og får bestemmende indflydelse.

Samtidig skyder OK og Coop amba tilsammen to milliarder kroner ind i Coop Danmark.

Salling Group har de seneste år øget omsætningen og tjente i 2023 1,6 milliarder kroner.

I efteråret 2024 præsenterede koncernen en ny strategi, Aspire '28. Den indeholder mål om flere butikker og opkøb og fusioner på eksisterende og nye markeder.

- Markante opkøb og fusioner på det europæiske marked skal gøre Salling Group endnu mere robust mod udsving på det danske dagligvaremarked, skriver koncernen selv om strategien.

Samtidig har den et mål om at øge antallet af Netto-butikker i Polen til 1000 i 2028. Ved udgangen af 2024 havde koncernen 676 Netto-butikker i Polen.

Ifølge Dorte Wimmer kan Salling Group sandsynligvis bruge nogle af erfaringerne fra det polske marked, når koncernen med opkøbet af Rimi træder ind på det baltiske marked.

Hvis handlen bliver godkendt overtager Salling Group 314 dagligvarebutikker i Estland, Letland og Litauen.

/ritzau/

Los Angeles, 07/07/2025 - 21:30

Pearl Jams trommeslager forlader bandet efter 27 år

Amy Harris/Ritzau Scanpix

Matt Cameron har "efter 27 fantastiske år" valgt at forlade Pearl Jam. Han fortæller ikke hvorfor.

Pearl Jams trommeslager, Matt Cameron, har valgt at sige farvel til bandet.

Det oplyser Pearl Jam mandag i et opslag på det sociale medie Instagram.

- Efter 27 fantastiske år har jeg taget mine sidste skridt ned ad trommestigen for det mægtige Pearl Jam, lyder det fra Matt Cameron.

Det fremgår ikke, hvad der ligger bag beslutningen om at forlade det amerikanske band.

Pearl Jam blev dannet i 1990 og har haft flere forskellige trommeslagere. I 1998 kom Cameron med i bandet og har været det indtil nu.

I opslaget udtrykker han "stor kærlighed og respekt" til sine nu tidligere bandmedlemmer for at invitere ham ind i bandet.

Der er tale om forsangeren Eddie Vedder, guitaristerne Stone Gossard og Mike McCready og bassisten Jeff Ament.

I opslaget holder de sig ikke tilbage med at hylde trommeslageren.

- Han har drevet de sidste 27 års liveshows og studieoptagelser for Pearl Jam. Det har været et utrolig vigtigt kapitel for vores gruppe, og vi ønsker ham altid alt godt.

- Han vil blive dybt savnet og er for evigt vores ven indenfor kunst og musik, skriver de fire bandmedlemmer.

Bandet nævner ikke, om der eventuelt er fundet en ny trommeslager som følge af Camerons exit.

Pearl Jam er kendt for sange som "Alive" og "Even Flow" og har gæstet Danmark flere gange.

I 2000 var Matt Cameron også med, da Pearl Jam spillede på Roskilde Festival, og ni personer omkom i forbindelse med koncerten.

Det var et pres blandt 50.000 publikummer, der betød, at flere personer blev mast og kvalt eller ikke kunne få luft foran Orange Scene, hvor det amerikanske band spillede 30. juni 2000.

Eddie Vedder kritiserede efterfølgende festivalen for ulykken og svor, at bandet aldrig ville optræde på Roskilde igen.

I bandets første udgivelse efter ulykken berørte Pearl Jam i flere sange tragedien med de ni personer.

Albummet "Riot Act" fra 2002 indeholdt blandt andet nummeret "Love Boat Captain", hvor man i teksten finder passagen: "Lost nine friends we'll never know, two years ago today".

I forbindelse med 25-året for hændelsen kaldte Roskilde Festival ulykken for "et af de mørkeste kapitler i festivalens historie" på sin hjemmeside.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 07/07/2025 - 21:08

Pearl Jams trommeslager forlader bandet

Amy Harris/Ritzau Scanpix

Matt Cameron har "efter 27 fantastiske år" valgt at forlade Pearl Jam. Han fortæller ikke hvorfor.

Pearl Jams trommeslager, Matt Cameron, har valgt at sige farvel til bandet.

Det oplyser Pearl Jam mandag i et opslag på det sociale medie Instagram.

- Efter 27 fantastiske år har jeg taget mine sidste skridt ned ad trommestigen for det mægtige Pearl Jam, lyder det fra Matt Cameron.

Det fremgår ikke, hvad der ligger bag beslutningen om at forlade det amerikanske band.

Bandet blev dannet i 1990 og har haft flere forskellige trommeslagere. I 1998 kom Cameron med i bandet og har været det indtil nu.

I opslaget udtrykker han "stor kærlighed og respekt" til sine nu tidligere bandmedlemmer for at invitere ham ind i bandet.

Der er tale om forsangeren Eddie Vedder, guitaristerne Stone Gossard og Mike McCready og bassisten Jeff Ament.

I opslaget holder de sig ikke tilbage med at hylde trommeslageren.

- Han har drevet de sidste 27 års liveshows og studieoptagelser for Pearl Jam. Det har været et utrolig vigtigt kapitel for vores gruppe, og vi ønsker ham altid alt godt.

- Han vil blive dybt savnet og er for evigt vores ven indenfor kunst og musik, skriver de fire bandmedlemmer.

Bandet nævner ikke, om der eventuelt er fundet en ny trommeslager som følge af Camerons exit.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 08/07/2025 - 08:00

FAKTA: Strandkrabben

* Strandkrabber spiser det meste kød, såsom muslinger, småfisk og krebsdyr. Den splitter byttet ad med sine to store klosakse.

* På grund af nedgang i blandt andet torskebestanden, er der lige nu for mange krabber i de danske have.

* Krabber har et eksoskelet, som er et ydre skelet, der omslutter kroppen.

* Strandkrabben har en bred og flad krop, der kan nå en bredde på op til ti centimeter. Den er dækket af en olivengrøn, brun eller rødbrun skal.

Kilder: Kattegatcenteret.dk, fjordbaelt.dk og Kim Fogt, formidlingskoordinator på Nordsøen Oceanarium.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 08/07/2025 - 08:00

Hold fingrene fra benene hvis I skal fiske krabber

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Skal du fiske krabber med børnene i sommerferien? Naturformidler fortæller dig, hvordan I passer på krabberne, når I fisker dem op og slipper dem fri igen.

Krabbefiskeri er en klassisk sommeraktivitet for ungerne. Men selv om det kan virke uskyldigt, er der nogle ting, som man bør være opmærksom på, så krabberne ikke lider overlast.

Det fortæller Kim Fogt, der er formidlingskoordinator på Nordsøen Oceanarium.

Det er eksempelvis vigtigt, hvordan man løfter krabberne over i sin spand eller balje, hvis man bruger hænderne.

- Det er bedst, at man holder den i selve skallen. Hvis man holder den i et af benene, kan det falde af, fordi det ikke er lavet til at kunne bære så meget vægt.

- Det er en forsvarsmekanisme, den kan bruge, hvis den for eksempel bliver fanget af en måge, siger han.

Et ben vokser ud igen, når krabben skifter skal. Men det kan være et problem for den, hvis det er en klo, den mister. Så får den svært ved at forsvare sig og finde føde.

Det er også vigtigt, at du ikke opbevare krabberne i en for lille spand.

- Krabberne har gæller under skjoldet og trækker vand ind gennem munden for at få ilt. Når krabben kommer op af vandet i en længere periode, kan den danne bobler af vandet, hvorfra den kan få ilt.

- Jo flere krabber, der er i spanden, desto kortere tid kan de være i den, fordi de opbruger ilten hurtigere, siger han.

Det er især et problem, hvis man lader dem stå i spanden, mens man holder pause fra fiskeriet for at bade.

- Her begynder det at blive problematisk for krabben, hvis den ligger i bagende sol. Så fordamper vandet fra dens krop og fra spanden, og spanden bliver varm.

- Mens man bader, bruger krabben ilten i vandet, og når der ikke er mere ilt tilbage, dør den, siger Kim Fogt.

Derfor et det vigtigt at fylde nyt vand i løbende, hvis man vil opbevare dem på land i noget tid - for eksempel hvert tiende minut så vandet i spanden ikke overstiger havets temperatur.

Ellers kan du slippe krabberne fri i vandet igen ved at hælde dem forsigtigt ud.

Hvis du holder dig til disse råd, kan du roligt fiske krabberne.

- I teorien kan en krabbe være på land i to til tre dage, hvis den er våd nok, siger han.

/ritzau fokus/


Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek