København, 25/06/2024 - 15:50
Zentropa kaster sig over dokumentarfilm
Zentropa har ansat dokumentarfilmsinstruktør og producer Nicole Horanyi til at føre selskabets nye dokumentarfilmsbrand ud i verden.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Zentropa vil ikke længere udelukkende lave fiktion som "Retfærdighedens ryttere", "Druk" og "Nymphomaniac".
Nu kaster selskabet sig også over dokumentarfilm.
Det oplyser Zentropa i en pressemeddelelse.
- Verden i dag kalder på samtale og fællesskaber. På at forstå og udvikle den verden, vi befinder os i. Dokumentaren er et af de stærkeste midler, vi har til at opnå dette, siger producerne Sisse Graum Jørgensen og Louise Vesth i pressemeddelelsen og fortsætter:
- På Zentropa vil vi gerne være med til at udvikle og producere virkelighedens fortællinger i samarbejde med stærke kunstneriske talenter, som ønsker at udkomme bredt både nationalt og internationalt. Vi leverer allerede film og serier til hele verden og vil gerne fremover også bidrage til Danmarks allerede imponerende position inden for produktion af dokumentarfilm og -serier.
Til at stå i spidsen for den nye satsning, Zentropa Documentary, har selskabet hyret den prisbelønnede dokumentarfilmsinstruktør og producer Nicole Horanyi.
Hun står selv bag "En fremmed flytter ind", som blev sendt på TV 2 i 2017, og for "Natascha Kampusch - A Lifetime in Prison", der blev vist på Viaplay i 2022.
Nicole Horanyi var dokumentarchef på Viaplay fra 2022 til 2023, hvor hun havde ansvar for streamingtjenestens dokumentarsatsninger som "Statsministeren: Helle Thorning-Schmidt" og "The Most Remote Restaurant in the World".
Nicole Horanyi kalder Zentropa for et enestående hus.
- Sammen kan vi skabe dokumentarformater, der appellerer til et stort publikum og inspirerer til refleksion og handling, siger Nicole Horanyi i pressemeddelelsen.
Zentropa forventer at præsentere de første titler i løbet af det næste år, lyder det.
/ritzau/