Washington D.C., 26/05/2026 - 23:25
Bolsonaros søn besøger Trump forud for præsidentvalg
Flávio Bolsonaro, som er søn af kupdømt ekspræsident, forsøger at blive Brasiliens næste leder.
Af: /ritzau/
Den højreorienterede brasilianske præsidentkandidat Flávio Bolsonaro har tirsdag mødtes med USA's præsident, Donald Trump, i Det Hvide Hus.
På det sociale medie X deler præsidentkandidaten et billede af sig selv og Trump i Det Ovale Værelse.
Flávio Bolsonaro er søn af Brasiliens tidligere præsident Jair Bolsonaro, som sidste år blev idømt en længere fængselsstraf for et kupforsøg mod Brasiliens præsident, Luiz Inácio Lula da Silva.
Jair Bolsonaro er nær allieret af Trump.
Trump har tidligere beskyldt Brasilien for at fremme en heksejagt mod Jair Bolsonaro.
Bolsonaro var præsident fra 2019 til 2022. Han blev i september sidste år dømt skyldig i at have planlagt et kup mod sin politiske modstander Luiz Inácio Lula da Silva, efter at Lula vandt præsidentvalget i 2022.
Bolsonaro mener, at han er uskyldig og offer for politisk forfølgelse.
Flávio Bolsonaro går efter at vippe venstreorienterede Lula af pinden ved præsidentvalget til oktober, men højrefløjens håb er på det seneste løbet ind i en politisk krise.
Bolsonaro har ifølge nyhedsbureauet Reuters forsøgt at få et møde i stand med Trump for at give ham et rygstød, da meningsmålingerne ikke går hans vej i øjeblikket.
Krisen i hjemlandet udspringer af, at Bolsonaro har indrømmet, at han bad en fængslet bankmand, der er anklaget for svindel, om penge til at finansiere en film om hans far. Det skriver Reuters.
/ritzau/




