Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Holbæk, 09/08/2026 - 21:19

Tre personer ramt ved skyderi i Holbæk - to er anholdt

To mænd på 22 og 23 år er blevet anholdt efter et skyderi i Holbæk, mulig medgerningsmand er på fri fod.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Midt- og Vestsjællands Politi har anholdt to personer efter et skyderi i Holbæk, hvor tre personer blev ramt søndag eftermiddag.

De ramte er alle uden for livsfare.

De to anholdte er en mand på 22 år og en på 23 år.

Den 23-årige er sigtet for forsøg på manddrab, mens den 22-årige er sigtet for medvirken til forsøg på manddrab.

Det oplyser politiet gennem meddelelsestjenesten Politi Update.

De har begge meldt sig selv til politiet søndag aften, og politiet leder stadig efter endnu en person, der mistænkes for at være medgerningsmand.

- Vi leder stadig efter en person, som vi mistænker har været medvirkende til skyderiet. Ham kan vi også kun opfordre til at melde sig selv, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard.

Skyderiet blev anmeldt søndag eftermiddag klokken 15.45, hvor der afgivet skud to steder i Holbæk i områderne omkring Agervang og Havevang.

Det ligger i det sydlige Holbæk og har tidligere været på listen over parallelsamfund.

Tre personer blev ramt, og de er blevet fragtet til behandling og er uden for livsfare.

- Vi har eftermiddagen og aftenen igennem været massivt tilstede i Holbæk, hvor vi har talt med vidner og undersøgt gerningsstederne, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard.

Det er politiets vurdering, at skyderiet fandt sted i forbindelse med et opgør i det kriminelle miljø.

Midt- og Vestsjællands politiet er stadig tilstede flere steder i Holbæk, og vidner opfordres forsat til at kontakte politiet på 114.

Det forventes, at de anholdte fremstilles i grundlovsforhør mandag. Når politiet ved nærmere, så meldes tidspunkt ud gennem Politi Update.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek