Teheran, 04/05/2026 - 01:23
Iransk politiker advarer USA om indblanding i Hormuzstrædet
Hormuzstrædet vil ikke blive styret af opslag på sociale medier fra Trump, siger leder i Irans parlament.
Af: /ritzau/
Iran vil opfatte amerikanske forsøg på indblanding i Hormuzstrædet som et brud på våbenhvilen.
Det skriver Ebrahim Azizi, som er leder af den nationale sikkerhedskommission i Irans parlament, i et opslag på det sociale medie X tidligt natten til mandag dansk tid.
Han kalder sit opslag for en advarsel.
- Enhver amerikansk indblanding i det nye maritime regime i Hormuzstrædet vil blive betragtet som en overtrædelse af våbenhvilen, skriver han.
- Hormuzstrædet og Den Persiske Golf vil ikke blive styret af Trumps (USA's præsident, Donald Trump, red.) virkelighedsfjerne opslag.
Meldingen fra Azizi kommer, efter at Trump søndag aften meddelte, at USA mandag morgen lokal tid vil begynde at hjælpe strandede skibe ud af Hormuzstrædet.
Det skete i et opslag på Trumps eget sociale medie, Truth Social.
Den amerikanske præsident kom ikke med flere detaljer om operationen. Ifølge ham iværksættes den, efter at lande fra hele verden har bedt USA om hjælp til at få skibene ud af den strategisk vigtige flaskehals.
/ritzau/




