Oslo, 23/08/2026 - 20:02
Kong Haralds tilstand er blevet forværret i weekenden
Selv om kong Haralds tilstand er forværret i weekenden, beskriver Norges kongehus situationen som "stabil".
Af: /ritzau/
Kong Haralds tilstand er blevet forværret i løbet af weekenden, og han er derfor fortsat indlagt på Rigshospitalet i Oslo.
Det oplyser det norske kongehus i en pressemeddelelse søndag aften.
Situationen beskrives dog som stabil.
Han modtager i øjeblikket antibiotika mod en bakteriel infektion i blodet og har "responderet" på behandlingen, lyder det videre.
Det norske kongehus oplyste mandag, at landets 89-årige monark var blevet indlagt efter en lægeundersøgelse.
I ugerne inden indlæggelsen har kong Harald været behandlet med kortison for blodsygdommen hæmolytisk anæmi, og det har medført væskeansamling i kroppen.
Hæmolytisk anæmi er ifølge sundhed.dk en tilstand med nedsat levetid for røde blodlegemer. Kan kroppen ikke kompensere for tabet af blodcellerne, kan det medføre blodmangel.
Blandt symptomerne er træthed, svimmelhed og hjertebanken.
Det var anden gang i år, at det norske kongehus oplyste, at landets monark var blevet indlagt på hospitalet.
Tre dage efter sin 89-års fødselsdag 21. februar blev han indlagt på et hospital på den spanske ferieø Tenerife, hvor han var på et privat ophold med dronning Sonja.
Her modtog han behandling for en infektion i benet og for dehydrering.
RITZAU




