Han kom ud af ingenting, da han i 2020 gik fra at arbejde som tømrer til at spille terroristen Omar i filmen "Krudttønden".
Det kunne have været startskuddet på dansk-armenske Albert Arthur Amiryans skuespilkarriere. Men alligevel skulle der gå fem år, før han igen var at finde i en spillefilm.
Netop nu kan han ses på biograflærredet som bandemedlemmet Saddam i actionthrilleren kan man nu se ham i "Hele vejen", som havde premiere i april.
Samme måned rullede DR-dramaserien "Generationer" for første gang over de skærmen, og her spiller Albert Arthur Amiryan den varme og rummelige Isak.
- Folk, der har set begge, kommer til at sidde og kigge i rulleteksterne for at være sikker på, at det er mig, siger Albert Arthur Amiryan med et skævt smil.
Kombinationen af de to premierer ville måske have givet anledning til at drømme om det helt store gennembrud på film og tv.
Men for Albert Arthur Amiryan er skuespillet slet ikke det, det hele står og falder med.
- Jeg har sgu ikke de store forhåbninger til min karriere som skuespiller. Det er ikke mit primære arbejde. Jeg er entreprenør og har en masse udenlandske firmaer, siger den autodidakte skuespiller.
Hvor han tidligere har haft et tømrerfirma, fortæller han, at han lige nu blandt andet sælger is og vand fra Grønland til Dubai.
Tidligere har han lavet nogle investeringer, der har gjort, at han står godt økonomisk, tilføjer han.
- Skuespillet er jo bare kommet ind fra siden. Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at gå i fremtiden. Hvis det bliver stort, bliver det stort. Hvis ikke er det også fint, siger Albert Arthur Amiryan og konstaterer:
- Jeg kan sagtens leve et liv med eller uden.
Han beskriver selv skuespillet som en hyggelig beskæftigelse, som samtidig kan give lidt ekstra på kistebunden.
- Jeg bliver ikke nødt til at tage en rolle på grund af økonomien. Jeg tager den også, fordi jeg finder den værdimæssigt i orden, siger han og uddyber:
- Det skal være en god historie, og det skal være noget, jeg kan sige god for. Der er også en masse ting, jeg har sagt nej til.
Det giver plads til alsidigheden.
Albert Arthur Amiryan kommer altid på nye forretningsidéer, og kunstnerisk udfolder han sig også musikalsk, hvor han spiller klassisk klaver og komponerer selv.
- Jeg tror bare, at jeg er en af de heldige, der har fået en hjerne, der kan sådan nogle ting. Jeg ved ikke, hvad det er, der driver mig. Det ligger bare i min kerne, siger den 30-årige dansk-armener.
Tidligere har han også dyrket kampsport i mange år, og nu kunne han godt tænke sig at blive professionel inden for drifting.
Det er en køreteknik inden for motorsport, hvor man overstyrer bilen med vilje og samtidig styrer den rundt om et hjørne eller sving.
- Jeg var i Dubai forleden, hvor jeg prøvede at drifte meget på racerbaner, og det gik pissegodt, fortæller Albert Arthur Amiryan.
Der er altså ikke mangel på talent, selv om han indrømmer, at han ikke er særligt god til fodbold.
- Men jo, det er, som om jeg har let ved at lære ting af en eller anden mærkelig årsag.
Næste afsnit af "Generationer" kan ses på DR1 søndag aften.
/ritzau/