København, 26/05/2023 - 09:46
Kronprins Frederik fejrer fødselsdag som Europas ældste tronarving
Det må være en underlig tanke for kronprinsen at vide, at hans liv først for alvor får mening, når hans mor ikke er her mere, siger kongehuskommentator.
Af: /ritzau/
Kronprins Frederik fylder 55 år fredag den 26. maj.
Fredag morgen er kronprinsen kommet hjem til Danmark fra et besøg i Niger i Vestafrika, og hans fødselsdag vil blive fejret privat sammen med familien. Det oplyser kongehuset på Instagram.
Han er blevet den ældste tronarving i Europa, efter at kong Charles tidligere på måneden blev kronet i Storbritannien.
I mange år har kronprins Frederik været i en venteposition, for dronning Margrethe ønsker ikke at abdicere. Hun er faktisk citeret for at sige, at hun bliver siddende, til hun falder af pinden.
Kronprinsen ved godt, at hans liv først for alvor får mening, når hans mor og forbillede ikke er her mere. Det fortæller Politikens kongehuskommentator, Peter Thygesen.
- Det er den svære opgave, og det må være en underlig tanke at gå rundt med, siger han og tilføjer:
- Vores dronning har tidligere udtrykt, at hun brød sammen, da det gik op for hende, at hun en dag ikke mere ville have sin far, Frederik IX.
Mens kronprinsen venter, har han udfyldt sin rolle ved at dyrke nogle af sine interesseområder.
- Han har især kastet sig over dét, som han er allermest glad for - nemlig sporten, siger Peter Thygesen.
Det årlige motionsløb Royal Run blev afholdt første gang i 2018 i anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag.
I år bliver løbet skudt i gang mandag 29. maj, og der er over 90.000 tilmeldte.
- Han har fået en enorm opbakning fra folket. Og der er ingen tvivl om, at det glæder ham, for det er et område, hvor han føler, at han kan gøre en forskel, siger Peter Thygesen og tilføjer:
- Vi kan allerede nu se, at han vil blive en anden regent end sin mor.
Peter Thygesen peger for eksempel på, at mens dronning Margrethe går meget i teatret og syr messehagler, så prøver kronprinsen at få flere til at gå op i deres sundhed og dyrke sport.
Sporten er på en måde kronprinsens hjemmebane. Han smiler og er glad, når man ser ham løbe, fortæller Peter Thygesen.
- Han er et meget uhøjtideligt menneske med et venligt gemyt. Den generthed, som han havde, da han var yngre, har han faktisk stadig, og der er flere, som mener, at det gør ham charmerende.
Kronprinsen har dog ikke helt ordet i sin magt, og det kan blive en af hans udfordringer som regent, mener Peter Thygesen.
- Det er lidt besynderligt, at han ikke har fået gjort noget ved det endnu. For der er jo hjælp at hente. Han er stadig lidt en hakkende taler, siger Peter Thygesen og tilføjer:
- Det har hans mor faktisk også været.
I september 2022 oplyste kongehuset, at dronningen havde besluttet at tage prinse- og prinsessetitlerne fra prins Joachims fire børn. Det kom åbenbart bag på prinsen og hans familie.
Og kronprinsen blev placeret i midten af en konflikt, hvor han udtrykte sympati for sin bror, men hans loyalitet var stadig hos dronningen.
- Kronprinsen kunne aldrig drømme om at undsige sin mor. Han har en for stor respekt for hende, siger Thygesen.
- Uanset om man er enig med dronningen eller ej, kan man undre sig over håndteringen. Og jeg kan forestille mig uden at vide det, at det også er noget, som har ærgret kronprinsen.
/ritzau/