Washington D.C., 26/04/2026 - 17:27
Trump siger person bag angrebsforsøg under middag var antikristen
Den formodede gerningsmand bag angrebsforsøg ved korrespondentmiddag i USA var antikristen, siger Trump.
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, siger, at den formodede gerningsperson bag angrebsforsøg ved den årlige korrespondentmiddag i Washington D.C. var en person, der havde det svært.
Det sker i et interview med Fox News lørdag.
Præsidenten tilføjer, at gerningspersonen var meget "antikristen" og "havde meget had i hjertet" med henvisning til et manifest, som personen skulle have skrevet forud for episoden.
Personens familie var klar over, at han havde "store problemer", siger Trump og kalder ham for "syg" og "forstyrret".
Myndighederne i USA har endnu ikke meldt noget ud om, hvad motivet bag episoden skulle være.
/ritzau/




