København, 17/02/2026 - 20:37
63-årig kvinde mister livet i buspåkørsel i København
Politiet er i gang med at undersøge, hvorfor en 63-årig kvinde befandt sig i busbane og blev påkørt.
Af: /ritzau/
En 63-årig kvinde, der tidligere tirsdag blev påkørt af en bus ved Nørre Allé i København, er død.
Det oplyser vagtchef Mads Østermark ved Københavns Politi tirsdag aften.
Kvindens pårørende er blevet informeret. Hun blev tidligere meldt i kritisk tilstand.
Politiet ved ikke, hvorfor kvinden befandt sig på busbanen, da hun blev påkørt.
- Hvordan det lige er sket, om hun har overset den, eller om hun bare er gået ud, er det, som vi nu vil undersøge, sagde vagtchefen tidligere tirsdag.
Den 63-årige kvinde blev efter ulykken bragt til Rigshospitalet.
Vagtchef Mads Østermark forklarer, at chauffør og passagerer i bussen ikke kom noget til.
- Men vi har selvfølgelig vurderet og vejledt dem omkring, hvis de får det skidt psykisk, siger vagtchefen.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 16.03.
/ritzau/




