Washington D.C., 22/08/2026 - 03:00
Trumps afgående talskvinde får job i politisk organisation
Karoline Leavitt skal igen arbejde for gruppen Maga Inc., som samler penge ind til politiske aktiviteter.
Af: /ritzau/
Karoline Leavitt, der forlader jobbet som pressesekretær for Det Hvide Hus, tilslutter sig i stedet en organisation, der støtter præsident Donald Trump.
Det siger hun til journalister om bord på præsidentflyet Air Force One, skriver mediet NBC News.
Den 28-årige Leavitt vender således tilbage til organisationen Maga Inc., som er en såkaldt PAC, hvilket står for "political action committee" - en politisk aktionskomité.
En PAC er en organisation, der kan indsamle ubegrænsede beløb til forskellige politiske aktiviteter.
Ifølge Reuters må de bruge pengene til at påvirke valg gennem eksempelvis reklamer, så længe de ikke koordinerer indsatsen direkte med kandidater og officielle valgkampagner.
Leavitt arbejdede også for Maga Inc. fra 2022 til 2024. Derefter blev hun ansat som del af holdet bag Trumps valgkamp.
Om bord på Air Force One siger hun, at hun med sin familie fortsat vil opholde sig i Washington D.C.
- I vil stadig se mig hele tiden, lyder det til journalisterne.
Maga står for Make America Great Again. Det har længe været et kendt Trump-slogan.
RITZAU




