København, 09/05/2025 - 10:51
FAKTA: Danmark er del af Joint Expeditionary Force
Danmark er et blandt ti lande i den britisk ledede koalition Joint Expeditionary Force, som mødes i Norge.
Af: /ritzau/
Statsminister Mette Frederiksen (S) mødes fredag med medlemmerne af alliancen Joint Expeditionary Force (JEF), som har fokus på sikkerheden i Norden.
Men hvad er Joint Expeditionary Force? Læs mere her:
* Joint Expeditionary Force (JEF) er en britisk ledet koalition. Den består af ti nordeuropæiske lande. Danmark er blandt de ti lande.
* Ud over Danmark og Storbritannien er de øvrige lande i JEF: Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island.
* Landene samarbejder primært om øget sikkerhed i Østersøregionen, Nordatlanten og området nord for polarcirklen.
* Men der er også fokus uden for disse områder. Det danske forsvar har eksempelvis arbejdet tæt sammen med Storbritannien i Irak og Afghanistan. I øjeblikket er der fokus på Ukraine.
* Landene i koalitionen forsøger at organisere og udstyre sig til at reagere hurtigt i krisesituationer.
* JEF-landene samarbejder om øvelser og strategi for at kunne samle en international styrke på kort tid, hvis det skulle blive nødvendigt.
* JEF har ikke permanente styrker. Medlemslandene tildeler de nødvendige styrker fra sag til sag.
* JEF er tænkt som et supplement til Nato og eksisterende europæiske og globale sikkerhedsstrukturer.
* JEF blev lanceret i 2014 og blev erklæret operationelt i 2018. Danmark har været med i koalitionen fra begyndelsen.
* I efteråret 2022 var Danmark vært for øvelsen Joint Protector. Det er JEF-samarbejdets årlige øvelse, hvor officerer og rådgivere fra alliancen træner i at håndtere aktuelle sikkerhedsudfordringer.
Kilde: Forsvarsministeriet.
/ritzau/