Bukarest, 29/10/2025 - 10:41
USA vil trække soldater hjem fra Østeuropa
USA vil trække en del af sine styrker i Rumænien ud. Nato siger, at den slags ikke er ualmindeligt.
Af: /ritzau/
USA vil skære i antallet af udstationerede soldater i Østeuropa, herunder i Rumænien.
Det oplyser Rumæniens forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ministeriet siger, at beslutningen var ventet som følge af ændringer i den amerikanske regerings prioriteter.
Der vil fortsat være omkring 1000 amerikanske soldater udstationeret i Rumænien, lyder det.
- Beslutningen tager også højde for, at Nato har styrket sin tilstedeværelse og aktivitet ved den østlige flanke, hvilket gør det muligt for USA at tilpasse dets militære tilstedeværelse i regionen, lyder det fra det rumænske forsvarsministerium.
Det oplyses ikke, hvor mange amerikanske soldater, der vil blive trukket ud.
En embedsmand fra Nato siger til Reuters, at de amerikanske myndigheder på forhånd har informeret Nato om tilpasningen.
Vedkommende siger desuden, at det ikke er ualmindeligt, at USA justerer sin tilstedeværelse. Selv med den seneste tilpasning er USA's tilstedeværelse i Europa større, end den har været i en årrække, lyder det.
/ritzau/




