Holbæk, 20/01/2026 - 13:59
Politi har anholdt 25-årig mand måneder efter knivstikkeri i Holbæk
En 25-årig mand fængsles efter et grundlovsforhør, sigtet for grov vold. Han er også sigtet for drabsforsøg.
Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 25-årig mand blev anholdt mandag morgen, sigtet for forsøg på manddrab i en sag fra september sidste år.
En dommer har tirsdag fundet, at der er begrundet mistanke om, at manden har udøvet grov vold. Derfor varetægtsfængsles han frem til 17. februar.
Han er fortsat sigtet for forsøg på manddrab, skriver anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi på X.
Politiet mener, at han stod bag, at to mænd på henholdsvis 19 og 22 år blev påført læsioner med kniv eller et andet slagvåben på Skyttens Vej i Holbæk 17. september.
De to mænd blev efter knivstikkeriet behandlet på sygehuset, og de var begge uden for livsfare.
Efter hændelsen havde politiet en mistanke til en bestemt personkreds uden at uddybe nærmere.
Men politiet vil tirsdag ikke oplyse, om sagen kan være relateret til bandemiljøet, eller om de forurettede og den sigtede kender hinanden.
Politiet vil endnu ikke oplyse, hvordan man kom på sporet af manden - omkring fire måneder efter stikkeriet.
Grundlovsforhøret tirsdag blev holdt for lukkede døre.
Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.
Derfor bliver det heller ikke oplyst, om manden nægter sig skyldig.
Han tog forbehold for at kære kendelsen til landsretten, oplyser anklager Selina Jensen til Ritzau.
/ritzau/




