Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 27/08/2026 - 03:00

Udskudt retssag mod 9/11-mistænkte ventes i juni 2028

Retssag mod Khalid Sheikh Mohammed, der menes at være hjernen bag 9/11-angreb, ventes ifølge kendelse i 2028.

Af: /ritzau/

Retssagen mod Khalid Sheikh Mohammed, der anklages for at være hjernen bag angrebene i USA 11. september 2001, ventes at begynde 5. juni 2028.

Det skriver nyhedsbureauet dpa natten til torsdag på baggrund af en kendelse fra den militære dommer, der leder sagen.

Datoen kan dog stadig blive udskudt, skriver dpa. Det skyldes, at flere proceduremæssige spørgsmål ikke er blevet løst. Det gælder blandt andet et spørgsmål om, hvilke beviser der er tilladt under retssagen.

Angrebene i 2001 omfattede fire passagerfly. De blev kapret og brugt til at ramme World Trade Center i delstaten New York og hovedkvarteret tilhørende det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, nær forbundshovedstaden Washington D.C.

Det fjerde fly styrtede ned i delstaten Pennsylvania. Omkring 3000 mennesker blev dræbt.

Khalid Sheikh Mohammed menes at være hjernen bag angrebene. Han stod for at koordinere kommunikationen og finansieringen, har det lydt.

Han blev i 2003 anholdt i Pakistan og senere afhørt af efterretningstjenesten CIA. Ifølge en rapport fra det amerikanske senat blev han under afhøringerne udsat for tortur.

I 2006 blev han overført til USA's base på Cuba, Guantanamo, hvor han skulle stilles for en militærdomstol. Retssagen mod ham og flere medtiltalte er dog i årevis blevet udsat.

RITZAU

TjekDet - faktatjek