Moskva, 24/02/2026 - 01:43
Færdselsbetjent dræbt i eksplosion i det centrale Moskva
En mand har detoneret en sprængladning nær en patruljevogn i Moskva. Både manden og en betjent er døde.
Af: /ritzau/
En politibetjent har mistet livet, mens yderligere to betjente er blevet såret, efter at en mand har detoneret en sprængladning nær en patruljevogn i den centrale del af Ruslands hovedstad, Moskva.
Det skriver Ruslands indenrigsministerium natten til tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
Eksplosionen skete 00.05 lokal tid - klokken 22.05 dansk tid - nær togstationen Savjolovskij vokzal, meddeler ministeriet.
I udtalelsen fremgår det videre, at gerningsmanden nærmede sig færdselsbetjentene, der sad i deres patruljevogn, hvorefter han detonerede sprængladningen.
Gerningsmanden døde på stedet, skriver ministeriet.
Der er umiddelbart ikke yderligere information om den afdøde og formodede gerningsmand.
Tilstanden på de to sårede betjente er heller ikke umiddelbart oplyst.
/ritzau/




