Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/07/2026 - 18:42

25-årig kvinde mister livet efter trafikulykke i Brande

To kvinder kom torsdag alvorligt til skade i en ulykke med tre biler. Den ene er død, skriver TV Midtvest.

Af: /ritzau/

En 25-årig kvinde er fredag afgået ved døden efter en trafikulykke ved Fasterholt nær Brande torsdag aften.

Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Simon Skelkjær til TV Midtvest.

Foruden den 25-årige sad der yderligere to personer i bilen. En 25-årig mand, der sad bag rattet, og en 62-årig kvinde, som også var alvorligt tilskadekommen efter ulykken.

Ifølge TV Midtvest var manden partner til den nu omkomne kvinde, mens den 62-årige er mandens mor.

Det lyder, at politiet endnu ikke kan oplyse noget om hendes tilstand.

De to kvinder blev efter ulykken begge fløjet med lægehelikopter til Skejby Sygehus.

Thomas Hald, der også er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, sagde torsdag til Ritzau, at ulykken formentlig skete, fordi manden ikke umiddelbart overholdt sin ubetingede vigepligt.

Det førte til, at bilen kørte ind i en anden bil med en 71-årig mand, som herefter blev slynget over i en tredje bil med en mand på 65 år.

Ingen af de mandlige førere kom til skade i ulykken.

Ulykken skete i et kryds mellem Dørslundvej og Ejstrupvej, og dette var spærret i en længere periode torsdag.

Det lyder til TV Midtvest, at det endnu er for tidligt at sige, om nogen bliver sigtet i sagen.

Man afventer fortsat den endelige rapport fra bilinspektøren, der har undersøgt ulykkesstedet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek