Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/01/2023 - 09:00

Vil du købe en brugt bil? Det skal du huske

Skal du købe en brugt bil? Så er der nogle ting, du skal have på plads først. For det er nemmere at gøre sit forarbejde end at lade handlen gå tilbage.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: Af Tenna Linnet Bork-Larsen

Krisen er over os, og pengepungen lider, men din gamle bil er stået af. Du står derfor over for et bilkøb, og du overvejer at købe den brugt.

Hvad skal du så være opmærksom på?

Det kommer jurist hos bilejernes organisation, FDM, Simon Nguyen Kildeby med sit bud på.

For det første skal du hellere kontrollere fejl og mangler én gang for meget end én gang for lidt.

- Det er nemmere at gøre sit forarbejde i stedet for at komme bagefter og prøve at få handlen til at gå tilbage eller sælge den videre, siger han.

Det er en god idé tage en juridisk og teknisk ekspert med sig.

- Ellers kan du få en mekanikerven til at komme ned at undersøge bilen, når du køber den, siger Simon Nguyen Kildeby.

Men om du har en ekspert med eller ej, skal du altid udarbejde en slutseddel, fortæller Simon Nguyen Kildeby.

En slutseddel indeholder blandt andet bilens reparationshistorik, vedligehold og garanti.

- Er bilen blevet ajourført løbende i servicebogen, hvad med tidligere skader, og er der taget stilling til garanti? Alt skal kontrolleres, siger han.

Jeppe Damgaard, der er teknisk chef hos SOS Autohjælp, fortæller, at regelmæssig service er vigtig:

- Hvis service er overholdt, er motoren passet på, fordi den rigtige olie er hældt på inden for de rigtige intervaller.

En bil skal oftest have skiftet olie, når den har kørt mellem 15.000 og 30.000 kilometer eller én gang årligt alt efter model. Og kilometertal er endnu en ting, du skal være opmærksom på, siger Jeppe Damgaard.

Han foreslår, at du slår bilen op inde på det landsdækkende register over biler:

- Du bør kigge den efter inde på bilbogen: at der ikke er restgæld i den, og at kilometerne passer overens med, hvornår den er synet sidst.

Selv om den er nysynet, skal du alligevel tjekke bilen godt efter.

- At den er synet, betyder bare, at bilen er lovlig. Det siger ikke noget om bilens stand. Der kan sagtens være sliddele, der er ved at gå til, siger Jeppe Damgaard.

Det er heller ikke ligegyldigt, om du køber den hos en forhandler eller privat, siger Simon Nguyen Kildeby:

- Hvis du køber hos en forhandler, er der stadig reklamationsret, og den kan de ikke løbe fra.

- Hvis du køber privat og som beset, køber du så billigt, at du stadig har råd til at få den ordnet et andet sted, siger han.

Men selv om du køber hos en forhandler, bør du alligevel rådføre dig med en professionel.

- En forhandler sælger rigtig mange biler hvert år. En forbruger gør måske det her en gang hvert syvende år. Så hvis du får en ekspert med, er du rigtig godt på vej, siger Simon Nguyen Kildeby.

/ritzau fokus

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek