Novara, 23/08/2025 - 17:50
Jasper Philipsen åbner Vueltaen med sikker spurtsejr
Mads Pedersen sluttede uden for top-10 i massespurten på Vueltaens 1. etape, som Jasper Philipsen vandt.
Manon Cruz/Reuters
Af: /ritzau/
Vuelta a España blev lørdag sat i gang med en favoritsejr til den belgiske sprinter Jasper Philipsen.
Alpecin-rytteren var hurtigste mand i den ventede massespurt i målbyen Novara og tog samtidig førertrøjen. Til gengæld var Mads Pedersen (Lidl-Trek) noget skuffende fraværende, da det hele skulle afgøres. Danskeren sluttede helt nede på 14.-pladsen.
Philipsen var uheldig under sommerens Tour de France, som han forlod forslået i den grønne trøje efter et styrt.
Siden har han blandt andet brugt PostNord Danmark Rundt til at finde formen, selv om det ikke lykkedes ham at vinde på de danske landeveje.
Lørdagens etape var på forhånd udset som en af chancerne for sprinterne i den bjergtunge grand tour.
På grund af de over 50.000 højdemeter, som den spanske rundtur byder på, er langt de fleste af stjernesprinterne blevet hjemme.
Alpecin og Lidl-Trek styrede løjerne på de 187 kilometer, hvor ingen var i tvivl om, hvordan det hele skulle ende.
Derfor var det også kun et spørgsmål om, hvornår udbruddet skulle hentes. Den unge spanier Hugo de la Calle (Burgos) holdt ud som sidste mand, men også han opgav med 39 kilometer igen efter en times solokørsel.
Afslutningen var præget af rundkørsler, der gjorde det svært for sprinterholdene at sætte toget på skinner og finde rytmen.
Visma havde fronten med få kilometer igen for at holde Jonas Vingegaard ude af problemer. Det lykkedes til ug.
Da danskerens hold slog væk, tog Alpecin over, mens Lidl-Trek havde svært ved at finde fronten. Søren Kragh Andersen skulle aflevere Mads Pedersen som sidste mand, men blev forstyrret og måtte slippe for tidligt.
Det betød, at Pedersen startede sin spurt langt tilbage og aldrig nåede at spille den store rolle.
Philipsens tropper bragte omvendt belgieren i en perfekt position, og Philipsen var klart hurtigste mand på stregen, hvor han vandt med to-tre cykellængder.
Søndag bliver hovedpersonerne formentlig de noget mere klatrestærke ryttere, for her venter Vueltaens første bjerg.
/ritzau/