Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Skallingen, 23/02/2026 - 21:38

Store maskiner indtager strand for at fjerne strandede hvaler

Minister opfordrer til at holde afstand, når maskiner tirsdag indtager strand på halvø for at fjerne hvaler.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Store maskiner triller tirsdag ind på stranden på halvøen Skallingen for at fjerne to af de hvaler, der er strandet.

Det oplyser miljø- og ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Der er tale om to kaskelothvaler, der ligger ved Vogterhuset på Skallingen Strand.

- Arbejdet med at obducere og fjerne hvalerne kræver store maskiner og skarpt udstyr, så området bliver afspærret, lyder det fra ministeren, der tilføjer, at der vil blive taget prøver af hvalerne, der skal bruges til udstilling og forskning.

Han opfordrer til, at man holder afstand og følger myndighedernes anbefalinger.

- Det gælder også den generelle om at holde afstand af hensyn til smitte- og eksplosionsfare, siger han.

Der ligger mandag aften samlet i alt syv kaskelothvaler langs den danske vestkyst ifølge Heunicke. Alle er bekræftet døde.

I løbet af weekenden har der været forskellige meldinger om, hvor mange hvaler der har været drevet i land, da nogle er drevet ud i vandet igen og dukket op nye steder.

Miljø- og Ligestillingsministeriet oplyser til Ritzau, at der ligger seks ved Fanø, og den sidste og syvende ligger ved Thy.

Hvalen ved Thy er den samme hval, som strandede ved Blåvandshuk 6. februar og efterfølgende drev til havs igen 13. februar.

Ud over de syv nuværende strandede kaskelothvaler skal man ikke langt tilbage, før der senest strandede en kaskelothval ud for Danmark.

31. januar blev den første strandede kaskelothval i 2026 observeret i Ålbæk Bugt syd for Skagen, hvorefter den kort tid efter strandede i bugten. Det skulle senere vise sig, at hvalen strandede, fordi den var død af sult.

Årsagen til det var, at flere fiskenet havde blokeret hvalens spiserør og forhindret den i at få nok at spise.

Før 31. januar havde der ikke været en eneste strandet kaskelothval i Danmark siden 2016. Dengang strandede hvalen i samme område ud for den vestjyske ø Fanø.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek