København, 28/03/2026 - 18:03
Medie: Lars Boje blev advaret om ekskluderet folketingspolitiker
Nyvalgt for Borgernes Parti Jacob Harris søgte først orlov og blev senere ekskluderet fra partiet.
Af: /ritzau/
Borgernes Parti og formand Lars Boje Mathiesen har igennem et halvt år modtaget flere advarsler om den nu ekskluderede folketingspolitiker Jacob Harris.
En kilde skal for eksempel have sendt en række dokumenter fra Arbejdstilsynet til Borgernes Parti.
Det viser flere lækkede beskeder og e-mails ifølge Finans.
Mediet er også i besiddelse af de pågældende dokumenter fra Arbejdstilsynet, lyder det.
De viser, ifølge Finans, at Jacob Harris er involveret i en sag om kritisable arbejdsforhold og ulønnet udenlandsk arbejdskraft i firmaet Krokodille Aps.
Finans har været i kontakt med personen bag advarslerne. Mediet nævner ikke vedkommendes navn, men er bekendt med personens identitet.
Advarslerne omhandler en række forhold i det familieselskab, Krokodille Aps, som Harris ejer med sin hustru.
- Du har en i dit team, der er en skandale, der venter på at ske, skrev personen til partiformanden ifølge Finans via beskedtjenesten Messenger.
Til den besked skal Lars Boje Mathiesen have svaret, at kilden skulle "være mere konkret, hvis jeg skal forholde mig til det".
/ritzau/




