Bruxelles, 15/07/2026 - 13:17
Von der Leyen varsler EU-samarbejde med Ukraine om forsvarsproduktion
EU og Ukraine vil indgå et partnerskab inden for forsvarsindustrien, siger von der Leyen under besøg i Kyiv.
Valentyn Ogirenko/Reuters
Af: /ritzau/
EU og Ukraine vil indgå et partnerskab inden for forsvarsindustrien. Her skal Ukraines viden fra slagmarken kombineres med EU-landenes evne til at producere forsvarsmateriel inden for særligt droner.
Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, under et besøg i Ukraine onsdag.
- Vi skal kombinere vores styrker og skabe en fælles forsvarsindustriel produktion, siger von der Leyen.
Udmeldingen kommer i en tale i Kyiv, hvor von der Leyen onsdag modtog Ukraines nye orden kaldet Order of Europe.
- Ukraine har allerede droneaftaler med flere EU-lande. Det, vi underskriver i dag, er vores egen droneaftale, siger von der Leyen.
Detaljerne i aftalen er endnu ikke offentliggjort, men ifølge EU-Kommissionens formand skal den medvirke til at styrke Europas forsvar over for droner.
- Vi ved, hvad truslerne mod Europa er. Vi har set flere krænkelser af luftrummet over medlemsstater.
- Ukraine har droner, som er blevet testet på slagmarken. Den viden har vi ikke. Men vi har viden om at producere forsvarsmateriel. Vi vil kombinere vores styrker, siger von der Leyen.
Hun vakte sidst opsigt ved i EU-Parlamentet at foreslå opbygningen af en "dronemur", der skulle beskytte Europa mod russiske krænkelser af luftrummet.
Det blev set som et skridt ind på Natos territorium. Det er den militære forsvarsalliance - ikke EU - der normalt står for planlægningen af forsvaret.
Forvirringen blev ikke mindre af, at Natos generalsekretær, Mark Rutte, på samme tid kom med en melding om, at Nato var på vej til at udvide sit droneforsvar.
Efterfølgende fastslog EU's udenrigschef, Kaja Kallas, at initiativerne ville understøtte hinanden.
- Vi fordobler ikke arbejdet. Faktisk så komplementerer vi hinanden.
- EU kan hjælpe landene med indkøb og med at lave flagskibsprogrammerne, sagde Kaja Kallas.
Hun henviste dermed til den køreplan for oprustningen af Europa frem mod 2030, som EU-Kommissionens kort efter præsenterede.
Her vil "dronemuren" optræde som et af flagskibsprogrammerne. Det sker dog alene med afsæt i EU's styrker, som blandt andet er fælles indkøb af militære kapaciteter - ikke konkret militær planlægning, fastslog Kaja Kallas.
- EU vil hjælpe medlemslandene med at opfylde Natos styrkemål. Det er et forsøg på at hjælpe medlemslandene og koordinere med hinanden, sagde hun.
RITZAU




