Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

München, 14/02/2026 - 16:16

Mette Frederiksen vil samle USA og Europa om Natos musketered

Natos artikel fem er årsagen til, at Europa og USA har levet uden krig i årtier, fastslår Mette Frederiksen.

Thomas Kienzle/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

USA og Europa skal fortsat stå sammen om Nato, som er den eneste garanti for sikkerhed og dermed velstand og fremskridt på begge sider af Atlanten.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på sikkerhedskonferencen i München.

- Det vigtigste er vores sammenhold.

- Derfor vil det være en trussel mod os alle, hvis man stiller spørgsmålstegn ved det transatlantiske forhold, truer allierede eller gør noget som helst, der underminerer Natos artikel fem, siger Mette Frederiksen.

Hendes udtalelse kan læses som en advarsel til USA's præsident, Donald Trump, der i en periode ikke vil afvise at bruge militær magt til at overtage Grønland.

En position Trump efterfølgende er bakket på.

Men udtalelsen kan måske også være en advarsel til europæiske ledere, der efterhånden har mistet troen på, at USA rent faktisk vil stille op, hvis et europæisk land bliver angrebet.

Det vil dog være en fejl at opgive Nato-samarbejdet, fastslår Mette Frederiksen, der i sine første år som statsminister gang på gang markerede sig som en stærk fortaler for alliancen med USA.

- Artikel fem er det vigtigste i Nato-samarbejdet. Den er kun blevet aktiveret én gang på grund af det, der skete i USA (terrorangrebet den 11. september 2001, red.).

- Resten af tiden har vi været i stand til at levere frihed, demokrati og velstand alene på baggrund af ordlyden i artikel fem. For alle vores fjender ved, at hvis de angriber én af os, så angriber de os alle, siger Mette Frederiksen.

Men skal artikel fem være troværdig, så skal man på begge sider af Atlanten bekende sig til den. Samtidig skal europæerne øge deres forbrug på forsvar og styrke deres forsvarsindustri, så den underliggende trussel i artikel fem forbliver troværdig, mener Mette Frederiksen.

Efter de voldsomme opgør om Grønland, handel og forsvarsinvesteringer talte USA's udenrigsminister, Marco Rubio, lørdag også for et stærkt Nato på sikkerhedskonferencen.

USA og Europa "hører sammen", sagde Rubio i talen, hvor han dog samtidig gentog det amerikanske krav om, at Europa gør mere for egen sikkerhed.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek