Islamabad, 03/04/2026 - 19:39
Medie: Forhandlinger mellem Iran og USA er gået i stå
Iranske og amerikanske embedsfolk vil ikke mødes i Islamabad, skriver The Wall Street Journal.
Af: /ritzau/
Forhandlinger mellem Iran og USA under ledelse af Pakistan er gået i stå.
Det siger unavngivne mæglere fredag ifølge det amerikanske medie The Wall Street Journal.
Ifølge mæglerne har Iran officielt meddelt dem, at iranske embedsfolk ikke vil mødes med amerikanske embedsfolk i Pakistans hovedstad, Islamabad, i de kommende dage, skriver mediet.
De amerikanske krav er ifølge Iran uacceptable, siger mæglerne til mediet.
Mæglerne påpeger dog, at både Tyrkiet og Egypten stadig arbejder på at få gang i forhandlingerne og overvejer nye lokationer for eventuelle forhandlinger sammen med nye forslag til forhandlingerne.
USA har hyppigt talt om forhandlinger de seneste dage, men udmeldingerne fra parterne har været ganske forskellige.
Indledningsvist sagde Iran, at der slet ikke var forhandlinger. Siden har landet anerkendt, at der bliver udvekslet budskaber med USA, uden at der dog er tale om egentlige forhandlinger.
Mere optimistisk har tonen været fra USA, der dog samtidig fortsætter troppeopbygningen i Mellemøsten.
Den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, sagde tirsdag, at forhandlingerne er "meget virkelige".
- De er i gang. De er aktive, og jeg tror, at de også er tiltagende i styrke, siger Hegseth på et pressemøde.
/ritzau/




