København, 03/06/2025 - 10:40
OECD sænker vækstforventninger på grund af Trumps told
Ny prognose fra OECD skønner, at væksten på verdensplan bliver 2,9 procent i år og næste år.
Af: /ritzau/
Den amerikanske præsident Trumps toldpolitik kommer efter alt at dømme til at koste økonomisk vækst både herhjemme og i den øvrige verden.
Det vurderer samarbejdsorganisationen OECD, der tirsdag har offentliggjort en prognose for den økonomiske vækst de kommende år.
OECD vurderer, at verdensøkonomien vokser med 2,9 procent i år og 2,9 procent næste år. Det er en spids lavere end i den forrige prognose fra marts og endnu lavere end i decemberprognosen.
- Verdensøkonomien betaler en høj pris for Donald Trumps mange toldstigninger.
- I takt med at der er kommet flere og flere meldinger om øget told, er vækstudsigterne samtidig blevet skruet ned. Det er næsten alle lande i verden, som taber på den højere amerikanske told, siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.
Skal man tro tallene fra OECD, er det paradoksalt nok amerikanerne selv, som toldkrigen vil gå mest ud over.
Den store usikkerhed, som toldkrigen har skabt, har allerede haft konsekvenser for en række virksomheder, og hvis de forhøjede toldsatser bliver varige, vil det medføre øget inflation og faldende forbrug i USA.
- USA og Trump-administrationen har skabt en masse problemer for sig selv, der vil sende amerikansk økonomi i stagnationslignende tilstand, siger Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.
Han tror derfor også, at der er en overhængende risiko for, at OECD igen må nedjustere sin forventning til væksten i amerikansk økonomi, når næste prognose udkommer om tre måneder.
Når det gælder dansk økonomi, forventer OECD, at væksten i år ender på 3,0 procent, mens den næste år falder til 1,5 procent.
Værre står det til i Tyskland, hvor man forventer en vækst på bare 0,4 procent i år. Næste år vil den bebudede investeringspakke, som den nye Merz-regering har lanceret, løfte væksten til 1,2 procent.
OECD er en international organisation med 38 medlemslande, der arbejder for økonomisk vækst, stabilitet og fri handel.
Den analyserer data, laver anbefalinger og udgiver rapporter om blandt andet uddannelse, miljø og økonomi.
/ritzau/