København, 12/07/2025 - 14:45
Pioli vender hjem efter afstikker til Saudi-Arabien
Fiorentina har ansat Stefano Pioli som cheftræner, efter at italieneren blev fyret i Saudi-Arabien.
Atta Kenare/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Stefano Pioli skulle ikke gå arbejdsløs i lang tid, efter at han i juni blev fyret af Al-Nassr, hvor Cristiano Ronaldo er det klart største navn.
Italieneren er for anden gang blevet ansat som cheftræner af Fiorentina, skriver Serie A-klubben på sin hjemmeside.
59-årige Pioli har skrevet under på en treårig kontrakt og kan nu få danske Oliver Christensen under vingerne.
Den danske målmand har kontrakt med klubben fra Firenze frem til sommeren 2028, men var i den forgangne sæson udlejet til Salernitana.
Pioli har været vidt omkring i sin trænerkarriere, som begyndte for 25 år siden.
Et hav af italienske klubber har haft glæde af hans arbejdskraft med Inter, Lazio og AC Milan som de mest prominente adresser.
Han var første gang i Fiorentina som træner fra 2017 til 2019, mens han som spiller tilbragte seks år i klubben. De seneste knap ni måneder har han tilbragt i Saudi-Arabien.
Ansættelsen glæder klubpræsident Rocco Commisso.
- Fra første øjeblik, jeg talte med ham, mødte jeg en træner med store menneskelige værdier, som er klar til at gøre alt for denne klub og denne by, som han kender godt og har et tæt bånd til.
- Sammen med min familie og hele Fiorentina byder jeg Stefano velkommen tilbage og ønsker ham al mulig succes i vores klub, siger han ifølge klubbens hjemmeside.
Fiorentina sluttede som nummer seks i Serie A i den forgangne sæson.
/ritzau/