København, 20/03/2026 - 11:40
Alternativet anmelder vold mod østjysk kandidat til politiet
Ifølge Alternativet blev folketingskandidat Gitte Dreier Jacobsen slået efter en debat i Aarhus torsdag.
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ifølge Alternativet blev en af partiets folketingskandidater torsdag forfulgt og slået efter en valgdebat i Aarhus.
- Vi er dybt berørt af nyheden om, at en af vores folketingskandidater i går blev forfulgt og slået efter en valgdebat.
- Politisk vold hører ingen steder hjemme i et demokratisk samfund, og sagen er derfor meldt til politiet, skriver partiet på X.
Det var folketingskandidat Gitte Dreier Jacobsen, som blev slået.
Hun er kandidat i Østjyllands Storkreds, hvor også hendes mand, folketingsmedlem Torsten Gejl, stiller op.
Han har været folketingsmedlem siden 2015 og er Alternativets politiske ordfører.
Alternativet oplyser, at Gitte Dreier Jacobsen efter debatmødet blev forfulgt af flere personer, og at der blev råbt beskyldninger om dyremishandling mod hende.
Hun blev slået i maven og fik sin telefon slået ud af hånden, oplyser partiet.
Hun er påvirket af situationen og modtager akut krisehjælp.
Det var folketingsmedlem Kirsten Normann Andersen (SF), som kom Gitte Dreier Jacobsen til undsætning.
SF-politikeren, der også deltog i debatten, lagde sig imellem sammen med sin kampagneleder og ringede 112.
- Vi blev omringet, og jeg så, at der blev langet ud efter hende. Jeg gik imellem sammen med min kampagneleder, mens jeg havde politiet i røret, siger hun til TV2 Østjylland.
Kirsten Normann Andersen mener, at det var en voldsom oplevelse.
- Det er ekstremt intimiderende at blive presset op på den måde. Det blev meget kaotisk, siger hun.
Det er kun ti dage siden, at Gitte Dreier Jacobsen meddelte, at hun var blevet kandidat til folketingsvalget.
Hun er til daglig kommunikations- og pressechef i Muskelsvindfonden.
Ritzau afventer svar fra Østjyllands Politi på, om der er rejst en sigtelse i sagen.
/ritzau/




