København, 15/03/2026 - 19:05
Israelsk talsmand: Iran-angreb fortsætter mindst tre uger mere
Der er stadig tusinder af mål i Iran og mere omfattende planer for endnu en treugers periode, siger general.
Atta Kenare/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Israel vil fortsætte angrebene mod Iran i mindst tre uger mere, siger en talsmand for det israelske militær til den amerikanske tv-station CNN.
- Vi har tusindvis af mål foran os, siger talsmanden, brigadegeneral Effie Defrin.
Han siger videre, at Israel sammen med USA har planer, der varer tre uger mere hen over den jødiske påske, Pesach. Den begynder 1. april.
- Og vi har mere omfattende planer for yderligere tre uger ud over det, siger talsmanden til CNN.
Mens der stadig sendes missiler og droner mod mål i Mellemøsten søndag, siger den amerikanske energiminister, Chris Wright, at han forventer, at krigen slutter inden for "de næste få uger".
Det skriver Reuters.
Den iranske udenrigsminister, Abbas Araghchi, understreger søndag, at Iran fortsat vil forsvare sig mod angrebene, indtil den amerikanske præsident, Donald Trump, forstår, at han ikke kan vinde krigen.
- Vi er klar til at forsvare os, så længe det kræver, siger Araghchi i et interview med den amerikanske tv-station CBS News.
Trump skal forstå, at "dette er en ulovlig krig uden nogen sejr", siger han.
Iran har som svar på de amerikansk-israelske angreb blandt andet lukket Hormuzstrædet, hvor en femtedel af verdens olie transporteres igennem.
Det har sendt priserne på benzin og olie på himmelflugt.
/ritzau/




