København, 10/08/2025 - 10:40
Pensionsbranchen har på kort tid fordoblet investeringerne i forsvar
Mellem januar 2024 og april 2025 er pensionsbranchens investeringer i forsvar vokset fra 9 milliarder til 19.
Af: /ritzau/
De danske pensionsselskaber satser i dag langt mere på at finde gode afkast i forsvarsindustrien end for blot et år siden.
Det fremgår af en opgørelse fra Forsikring & Pension.
Mellem 1. januar 2024 og 1. april 2025 er beholdningen af investeringer vokset fra lidt over 9 milliarder kroner til næsten 19 milliarder, oplyser brancheforeningen.
Det skyldes dels, at pensionsselskaber, som tidligere slet ikke investerede i forsvar, nu er begyndt på det.
Samtidig har andre selskaber fyldt mere i deres forsvarsportefølje.
- Det afspejler samfundsudviklingen, hvor vi i de seneste par år har set en voldsom stigning i de offentlige investeringer i forsvar, siger administrerende direktør Kent Damsgaard.
- Både herhjemme og i resten af Europa er der indgået mange aftaler om at investere mere i forsvar. Det betyder, at der kommer nogle gode investeringsmuligheder for pensionsbranchen.
De politiske aftaler har ført til kursstigninger hos mange af de børsnoterede forsvarsvirksomheder i Europa, og det er altså også en del af grunden til, at pensionsselskabernes beholdning er vokset i værdi i de seneste år.
/ritzau/