Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Dhaka, 14/02/2026 - 06:29

Leder i Bangladesh lykønsker formodet arvtager med sejr

Fungerende leder i Bangladesh ønsker Tarique Rahman, der efter valg menes at blive premierminister, tillykke.

Af: /ritzau/

Den fungerende leder i Bangladesh, Muhammad Yunus, ønsker lørdag Tarique Rahman tillykke med det, som Yunus kalder en jordskredssejr til Rahmans parti, Bangladesh Nationalist Party (BNP).

Det sker i en erklæring, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Yunus vil Tarique Rahman "hjælpe med at lede landet mod stabilitet, inklusion og udvikling”.

Den 85-årige nobelprismodtager Muhammad Yunus har ledet Bangladesh siden et oprør i august 2024.

Her blev den mangeårige premierminister Sheikh Hasina væltet efter en række demonstrationer, der var drevet af unge studerende i landet.

Torsdag var der parlamentsvalg i Bangladesh, og fredag meldte landets valgkommission, at BNP vandt med et flertal på mere end to tredjedele af pladserne i parlamentet.

Resultatet kører ifølge nyhedsbureauet Reuters partileder Tarique Rahman i stilling som landets næste premierminister.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek