Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

San Fransisco, 25/07/2026 - 09:25

Fusion mellem Paramount og Warner Bros sættes på pause i et år

En række amerikanske delstater forsøger igennem en retssag at stoppe fusion mellem filmselskaber.

Justin Sullivan/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Filmselskabet Paramount er gået med til at sætte sit opkøb af Warner Bros. Discovery på pause indtil udgangen af juni næste år.

Det fremgår af retsdokumenter ifølge nyhedsbureauet AFP.

En føderal domstol beordrede i starten af ugen, at fusionen af de to filmselskaber blev sat på pause, imens en retssag anlagt af Californien og 11 andre af USA's delstater behandles.

Sagsøgerne mener, at det vil skade konkurrencen på området, hvis de to store selskaber lægges sammen.

Aftalen vil resultere i en mediegigant, der har magt til at hæve priserne på film- og tv-markedet, mener de.

New Yorks statsadvokat, Letitia James, kalder det i en udtalelse ifølge AFP for en "afgørende sejr", at aftalen er blevet sat på pause.

Donald Trumps regering sagde god for aftalen mellem Warner Bros. Discovery og Paramount i juni.

Warner Bros. Discovery satte sig selv til salg i oktober sidste år.

Få måneder senere kom det frem, at Netflix havde indgået en aftale om at købe selskabet, men kort tid efter meldte Paramount sig på banen.

Siden fulgte en langvarig budkrig, som Paramount endte med at vinde.

Fusionen har skabt bekymringer flere steder. Hundredvis af skuespillere og instruktører har i et fælles brev modsat sig fusionen og advaret om, at den vil hæmme produktionen.

RITZAU

TjekDet - faktatjek