Berlin, 22/04/2026 - 21:08
Rusland vil stoppe kasakhisk olie til Berlin via omstridt rørledning
De "tekniske muligheder" er ifølge Rusland skyld i, at der ikke vil komme kasakhisk olie til Tyskland.
Af: /ritzau/Reuters
Rusland vil fra 1. maj stoppe med at lade kasakhisk olie strømme til Tyskland via Druzjba-rørledningen.
Det siger Alexander Novak, som er russisk vicepremierminister, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den kasakhiske olie går til PCK-raffinaderiet tæt på den tyske hovedstad, Berlin. Raffinaderiet i byen Schwedt leverer størstedelen af Berlins flybrændstof, benzin og fyringsolie.
Den kasakhiske olie udgør omkring 17 procent af raffinaderiets forsyninger.
Novak begrunder stoppet med de "tekniske muligheder" - og giver ikke yderligere forklaringer.
Druzjba-rørledningen har været centrum i en strid mellem Ukraine og Ungarn, som har blokeret for et 90 milliarder euro stort EU-lån til Ukraine.
Der har været lukket for forsyninger til Ungarn og Slovakiet via Ukraine siden januar, hvor Ukraine sagde, at rørledningen blev ramt af et russisk droneangreb.
Ungarn har beskyldt Ukraine for at forhale reparationerne. Tirsdag meddelte den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, at rørledningen var repareret.
Og onsdag kunne EU-medlemslandene give en foreløbig godkendelse til lånet.
/ritzau/Reuters




