Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/01/2026 - 17:14

Dyrenes Beskyttelse anmelder svineformand efter dokumentar

Formanden for Danske Svineproducenter kalder det useriøst, at Dyrenes Beskyttelse har politianmeldt ham.

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Dyrenes Beskyttelse har politianmeldt formanden for Danske Svineproducenter, Jeppe Bloch Nielsen.

Det sker på baggrund af TV 2-dokumentaren "Hvem passer på grisene?". Organisationen mener, at der er sket brud på dyrevelfærdsloven.

Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse tirsdag.

Jeppe Bloch Nielsen fortæller tirsdag til TV 2, at han er "ligeglad" med anmeldelsen og kalder den useriøs.

- Der er ikke noget at komme efter. Hvad er problemet, lyder det videre til TV 2.

Han henviser også til, at han havde et uanmeldt besøg af politi og Fødevarestyrelsen i december på baggrund af en anden politianmeldelse, og at der ikke blev fundet nogen anmærkninger i den forbindelse.

Politianmeldelsen kommer, efter at Østre Landsret mandag gav grønt lys til, at dokumentaren kunne bringe en række omstridte optagelser, som hidtil var underlagt et forbud mod visning.

Dokumentaren handler om dyrevelfærd i danske svinestalde og indeholder en række optagelser fra staldene.

Optagelserne stammer fra dyrerettighedsaktivister, som er trængt ind, har optaget, og som siden har overdraget optagelserne til TV 2.

De optagelser, som nu må vises, er foretaget hos svineproducenternes formand, Jeppe Bloch Nielsen, som er svineproducent i Vejen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek