København, 05/02/2026 - 21:42
Fynske håndboldmestre vinder klart topkamp på Falster
Nykøbing Falster Håndboldklub var ikke i stand til at stå imod Odense Håndbolds tryk i torsdagens topkamp.
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Kvindeligaens nummer to var væsentligt stærkere end nummer tre i torsdagens topkamp på Falster.
Her mødtes Nykøbing Falster Håndboldklub og Odense Håndbold, og gæsterne kørte hjem gennem snestormen med to sikre point efter en sejr på 29-21.
Opgøret blev afgjort i begyndelsen af anden halvleg, hvor Odense skabte så stort et forspring, at værterne ikke kunne svare igen.
Det begyndte ellers ganske jævnbyrdigt i Spar Nord Boxen, hvor et mindre antal tilskuere havde trodset det udfordrende vejr for at se de lokale helte.
Nykøbing Falster fulgte da også godt med i et tempofyldt første kvarter, hvor Helene Fauske ellers havde været ustyrlig med fem mål.
Men Odense fik bedre fat i forsvaret, og med et par hurtige kontrascoringer blev føringen udbygget til 13-9.
Cecilie Greve kom ind fra bænken og holdt hjemmeholdet inde i kampen mod slutningen af første halvleg, men det var en stakket frist.
Efter pausen blev forskellen på holdene mere tydelig. De forsvarende mestre nød godt af Althea Reinhardts mange redninger og førte med seks mål, da der manglede et kvarter.
Kampen blev afbrudt i flere minutter, efter at NFH's Mona Obaidli lå på gulvet i store smerter. Over anlægget blev der spurgt, om en læge var til stede for at tilse den uheldige nordmand, som blev båret fra banen.
Tidligere i halvlegen havde også playmaker Kristina Kristiansen forladt kampen med en skade, og resten af Nykøbing Falsters hold formåede ikke at få gang i hjemmeholdets sløve angrebsspil.
Af samme årsag kørte Odense nemt sejren hjem og er nu et point efter førerholdet Team Esbjerg. NFH er yderligere fire point efter på tredjepladsen.
Torsdag bød til gengæld også på en dårlig nyhed for fynboerne. Holdet meddelte umiddelbart før kampen, at Ingvild Bakkerud har revet en sene over i sin ene tommelfinger. Nordmanden er blevet opereret og er ude i "den kommende periode".
/ritzau/




