Wien, 21/02/2026 - 06:13
Snekaos og laviner koster fem personer livet i Østrig
Myndigheder advarer om forhøjet lavinefare de næste dage. Der er faldet 40 centimeter sne siden torsdag.
Joe Klamar/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Fem personer mistede fredag livet i Østrig, efter at en større snestorm ramte alpelandet.
Fire af de døde blev fanget i laviner på bjerge i delstaten Tyrol.
I alt har 21 personer denne vinter mistet livet i lavineulykker i Østrig, der er en populær skidestination.
De østrigske myndigheder advarer også om forhøjet lavinerisiko de kommende dage.
Tre af de døde blev fredag fanget i en lavine omkring skisportsområdet St. Anton, oplyser lokale myndigheder.
På en piste i Nauders-området blev en tysk statsborger begravet i sne fra en lavine og mistede livet. Mandens 16-årige søn er alvorligt tilskadekommen, siger en embedsmand.
Nauders ligger ligesom St. Anton i Tyrol.
I delstaten Oberösterreich i byen Linz fik en ulykke en dødelig udgang, da en 53-årig mand blev knust af en sneplov. Ifølge det lokale politi faldt sneploven ned ad nogle trapper i et boligkompleks.
Snestormen forårsagede fredag strømafbrydelser og transportkaos flere steder i landet. I hovedstaden Wien blev flyafgange fredag morgen aflyst, og der var forsinkelser fredag eftermiddag.
En af de store motorveje omkring Wien var fredag lukket i flere timer, mens andre motorvejsstrækninger blev blokeret af store snedriver og strandede lastbiler.
Elselskaber rapporterede om strømafbrydelser i flere regioner i det sydlige og østlige Østrig. Blandt andet mistede 30.000 husstande fredag strømmen i delstaten Steiermark.
Også nabolandet Slovenien blev ifølge lokale medier ramt af strømnedbrud.
Siden torsdag er der faldet op til 40 centimeter sne i Østrig. Der er især det sydøstlige Østrig, der er påvirket. Området omkring byen Graz er blandt de værst ramte.
/ritzau/AFP




